23948sdkhjf

Stor solcelle-sult: Borgmester afviser at give plads til alle

Ringkøbing-Skjern Kommune vælter sig i ansøgninger om opførelse af solcelleanlæg

Ringkøbing-Skjern Kommune er i forvejen danmarksmester i produktion af vedvarende energi, men interessen for at byde ind med mere er langt fra mættet. I hvert fald er de kommunale skriveborde lige nu fyldt med ansøgninger om solcelleanlæg på ikke mindre end 7000 hektar.

Det skriver TV Midtvest.

Borgmester Hans Østergaard er dog sikker på, at man når smertegrænsen for, hvor mange solceller, der er plads til i kommunen, inden alle 7000 hektar har fået godkendelse. Derfor fastslår han også, at det ikke bliver alle, der får grønt lys til at sætte deres projekter i gang.

For selvom grøn energi er et vigtigt punkt på dagsordenen, og formanden for Vestjysk Landboforening, Jacob Spangsberg, ser gode indtjeningsmuligheder og spår "energi" som et muligt fremtidigt ben for dansk landbrug, så må den ikke spænde ben for den traditionelle landbrugsproduktion.

- Vi har behov for den grønne energi, men vi har også behov for fødevarer. Lige her har vi en stor fødevareproduktion, og den skal vi også bevare. Hver gang vi tager nogle hektar landbrugsjord ud, så siger det sig selv, at produktionen bliver mindre, siger Hans Østergaard til TV Midtvest.

Jacob Spangsberg fortæller dog til mediet, at han ikke er sikker på, at 7000 hektar solceller er for meget, hvis bare man får placeret dem rigtigt på de lavbundsjorde, der alligevel står til at blive taget ud af produktion for at binde mere CO2.

Landboformanden har dog ikke selv planer om solceller på sine egne marker.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062