23948sdkhjf

Lodserne får ny opgave: Skal tjekke skibene for sanktionsbrud

Ny vejledning fra Søfartsstyrelsen kræver, at bl.a. Danpilot skal være med til at sikre, at de skibe, som de servicerer, ikke bryder sanktionerne mod Rusland

I slutningen af marts besluttede Søfartsstyrelsen at opdatere vejledningen i, hvordan servicevirksomhederne, heriblandt lodserne og slæbebådsvirksomhederne, skal forholde sig i forhold til skibe i dansk farvand og overholdelse af sanktionerne mod Rusland.

Som et resultat skal lodserierne, såsom Danpilot, nu være med til at sikre, at de ikke assisterer et skib, som bryder sanktionerne.

- Opdateringen fra Søfartsstyrelsen siger, at sanktionerne har forret. Derfor er det helt klart, at vi ikke lodser skibe, som ikke lever op til sanktionerne, fortæller Erik Merkes Nielsen, adm. direktør hos Danpilot.

Danpilot implementerede den nye procedure i starten af april, og direktøren fortæller, at Danpilot helt konkret tjekker op på skibene og lasten ved, at sende et juridisk bindende dokument ud til skibene, inden lodsningen. Her skal kaptajnen så underskrive på vegne af skibsrederen, at både skibet og lasten lever op til sanktionerne. Hvis dokumentet ikke er underskrevet, kommer der ikke en lods ombord.

Giver ekstra sikkerhed

- Det er svært at lave et konkret tjek, for det kræver, at man gennemgår skibets ejerforhold samt alle lastdokumenterne. Så det er en større udfordring. Men i alle tilfælde har skibsrederen et ansvar for at leve op til sanktionerne, siger han og fortsætter:

- Derfor beder vi dem om at skrive under på, at der er styr på det. Og det er juridisk bindende. Det er ikke bare en elastik i metermål, hvor de siger, at det hele er i orden uden at have tjekket noget som helst. Hvis det efterfølgende viser sig, at der er noget, som ikke har været i orden, kan de stilles til ansvar for det.

Direktøren siger også, at han nu føler sig mere sikker på, at de ikke hjælper skibe, som bryder sanktionerne:

- Vi mener helt sikkert, at det er en ekstra styrkelse af at tjekke op på, at sanktionerne bliver overholdt. Det er et ret stærkt juridisk bindende dokument, som man skal underskrive.

Men der er aldrig en garanti for, at sanktionerne ikke bliver brudt, fortæller direktøren:

- Men spørgsmålet er, om vi så er 100 pct. sikre på, om der kan snige sig en fejl ind. Der er svaret desværre et nej.

Transitlodsninger er undtaget

Det er dog ikke alle skibe, Danpilot skal tjekke op på, inden de sender en lods ombord. Transitlodsninger er nemlig undtaget fra tjekket. Hos Danpilot er ca. halvdelen af de opgaver, som de foretager, transitlodsninger.

Udover servicevirksomhedernes tjek, skal både havne og agenter også tjekke endnu grundigere op på skibene og lasten, inden de kommer i havn eller lægger til ankerplads.

Erik Merkes Nielsen fortæller, at den nye procedure har krævet mere administrationstid, men indtil videre har det ikke krævet ekstra bemanding. I den tid, siden Danpilot indførte tjekket, har de endnu ikke oplevet et skib, som ikke kunne underskrive dokumentet, men nogle kaptajner har lige skullet vænne sig til det ekstra tjek.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078