Novo Nordisk vil investere 15,9 milliarder i dansk fabrik
Novo Nordisk vil investere 15,9 mia. kr. i selskabets fabrik i Hillerød. Det oplyser medicinalvirksomheden i en pressemeddelelse mandag morgen.
Investeringen skal bidrage til, at Novo Nordisk kan imødekomme fremtidens efterspørgsel ved at udvide produktionskapaciteten på fabrikken, lyder ambitionen.
- Denne investering vil sikre den fortsatte udvikling af vores sen-fase-produktion til leveringer af vigtige lægemidler til behandlinger til patienter over hele verden, udtaler Henrik Wulff, executive vice president for Product Supply, Quality & IT, i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Den investering, der blev offentliggjort i dag, bekræfter Hillerød og Danmark som hjørnesten i vores globale fodaftryk, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke den danske regering og Folketinget for deres fortsatte fokus på at sikre god og stabil infrastruktur og forsyninger – så vi kan fortsætte med at ekspandere vores produktionskapacitet til gavn for patienter, der lever med alvorlige kroniske sygdomme.
Det nye fabriksanlæg i Hillerød vil ifølge Novo få et areal på omkring 65.000 kvm.
Fabrikken skal producere ingredienser til Novo Nordisks lægemidler. Det forventes, at produktionen vil begynde i 2029 og skabe i omegnen af 340 job.
Nyheden om den store investering i Hillerød kommer i kølvandet på en række øvrige udvidelser fra den danske medicinalgigant.
I november sidste år annoncerede Novo, at man ville investere 5,4 mia. kr. i en udvidelse af selskabets faciliteter i Bagsværd, og året inden annoncerede selskabet, at det ville investere 17 mia. kr. i tre nye fabrikker samt en udvidelse af eksisterende anlæg i Kalundborg.