23948sdkhjf

Konkurrenceparametrene har rykket sig hos landets byggecentre

Efter en årrække med fokus på pris er konkurrenceparametrene nu blevet flere for landets byggecentre og trælaster

Lave priser og det rigtige sortiment. Sådan har opskriften i mange år lydt, når de danske byggecentre har kæmpet om kunder og markedsandele. De seneste års forsyningskrise har dog understreget, at priserne hurtigt kan ændre sig, og samtidig har en spirende dagsorden i byggeriet skubbet til leverandørernes konkurrenceparametre.

– Traditionelt må vi nok erkende, at vi har været en ”primært fokus på pris-branche”, og prisen fylder stadig meget, men nu er der også kommet andre parametre ind, fortæller Troels Vibholm, økonomidirektør i Stark Danmark.

Byggecenterkæden, der målt på omsætning er landets største, pegede i seneste årsrapport på, hvordan services som udlejning af fuldt udstyrede kassevogne var med til at løfte årets indtjening. Og ifølge Troels Vibholm er der god ræson i at udvikle den slags tiltag oven på kerneforretningen.

– En stor del af vores forretning er bundet op på de fysiske butikker, og der er en stor del af omkostningerne jo låst, så når vi kan putte flere services og aktiviteter ind i de eksisterende fysiske rammer, så er det med til at drive den samlede aktivitet, forklarer økonomidirektøren.

Én tværgående dagsorden

Mens flere som Stark søger at differentiere sig fra konkurrenterne på diverse serviceparametre, går én dagsorden igen på direktionskontorerne i landets byggecentre.

– Der er et meget stort fokus på bæredygtighed og de stigende krav til dokumentation af byggevarers klimaaftryk, og her har vi set, at flere kæder har meldt sig på banen med hver sin løsning til kunderne, fortæller Palle Thomsen, adm. direktør i brancheforeningen Danske Byggecentre.

At stigende krav betyder stigende fokus, er ingen overraskelse, og hos Stark Danmark vurderer Troels Vibholm da også, at den bæredygtige agenda især spiller en rolle for de, der er direkte berørt af de nye krav i blandt andet bygningsreglementet.

– Det fylder meget hos visse kunder, særligt dem der leverer til de store byggerier, hvor kravene allerede er skærpet, mens det for andre er mere drevet af kundernes ønsker, lyder det.

Ligeledes peger Troels Vibholm på, at mange af byggeriets aktører gør klar til fremtidige skærpelser, og det billede genkender Klaus Hadsbjerg, adm. direktør for Bygmas danske forretning.

– Over en bred kam oplever vi, at den bæredygtige dagsorden fylder mere end nogensinde før, fortæller Bygma-direktøren.

Håber på belønning

Klaus Hadsbjerg fortalte således tidligere på året, hvordan det stigende fokus på bæredygtighed og efterspørgslen efter rådgivning på området betød, at Bygma ikke så ind i en 1:1 nedskalering af omkostningerne i takt med den dalende byggeaktivitet.

– Og omkostningerne til den del af forretningen er ikke blevet mindre, tværtimod, fortæller Bygma-direktøren, der håber, indsatsen belønnes.

– Lige nu bruger vi mange penge på at følge med og kunne rådgive, så selvfølgelig håber vi, at vi får den investering igen. Eksempelvis på markedsandele, hvor vi kan blive belønnet for god rådgivning og på bruttoavance for den service og viden, vi kan bibringe projekterne, lyder det.

Bygma-direktøren er dog fuldt ud bevidst om, at byggecenterkæden langt fra er alene på den grønne bane.

– Og der er selvfølgelig en risiko for, at det bare ender som et markedskrav at kunne yde den rådgivning og service. Det må tiden vise, siger Klaus Hadsbjerg.

Nyt og brugt

Klart står det dog, at byggeriet over en bred kam kalder på mere bæredygtige løsninger, og at krav og lovgivning udelukkende bliver strammere de kommende år.

Så sent som i slutningen af september barslede regeringen med nye regler, der skal øge brugen af genbrugsmaterialer i danske bygninger, og selvom landets byggecentre først og fremmest lever af nye byggematerialer, er det et tiltag, de store aktører hilser velkommen.

– I Stark har vi allerede gode erfaringer med Gentræ, fortæller Troels Vibholm om kædens genbrugskoncept, der siden 2019 har sikret genbrug af mere end 500 ton træ og krydsfiner fra danske byggepladser.

Han vil ikke afvise, at tilsvarende koncepter i fremtiden kan se dagens lys, og også hos Bygma melder man klar til at byde ind i genbrugssammenhænge. 

– Vi arbejder med forskellige modeller for, hvordan vi kan blive en aktiv medspiller, når vi taler om genbrug, fortæller Klaus Hadsbjerg.

Ingen af de to direktører frygter, at en øget andel af genbrugsmaterialer vil ramme salget af nye materialer, og i brancheforeningen Danske Byggecentre ser adm. direktør Palle Thomsen også flere muligheder end begrænsninger i at øge andelen af genbrugsmaterialer i dansk byggeri.

– Lige nu lever byggecentrene af at sælge nye produkter, ja, men branchen har jo et distributionsapparat, som få kan matche, og derfor vil det helt sikkert også være interessant for os at blive en del af en mere cirkulær kæde – det tror jeg både, at byggeriet og byggecentrene kan vinde på, vurderer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062