Mærsk får ja til domicil-byggeri
Rederigiganten Mærsk får grønt lys til en omstridt udvidelse af sit hovedsæde i København.
Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation nåede torsdag til enighed om en ændring i lokalplanen, som åbner for projektet på Amaliegade 44, skriver Ejendomswatch.
- På den ene side bringer det mere åbne facader og mere liv til et område, der mest har karakter af et transitområde i dag. På den anden side har man taget hensyn til lokalområdets historiske arkitektur og byggeri. Når det er sagt, så er vi da også stolte over, at Mærsk for længe siden har valgt at placere hovedsædet i København og fortsat ønsker at være her, skriver Christopher Røhl (R), medlem af Økonomiudvalget og midlertidigt medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, til mediet.
Byggeriet udvider Mærsks hovedkontor med cirka 26.500 kvm og skabe plads til yderligere 800 medarbejdere.
Enhedslisten, Alternativet og SF stemte ifølge TV2 Kosmopol imod forslaget. Partiernehavde gerne set, at blev ændret i projektet med små dybe tilbagetrækninger i facaden samt, at byggeriet bliver sænket.
- Vi fastholder vores ændringsforslag, og vi har hele tiden været kritiske, for det handler om at få byggeriet tilpasset bedre til området. Vi er med på, at man skal have et nyt byggeri, men man har fra Mærsk og andre partiers side ikke været interesseret i at tilpasse det, siger Astrid Aller (SF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV2 Kosmopol.
Læs mere om projektet på vores søstermedie Licitationen - Byggeriets Dagblad:
Mærsk får ja til domicil-byggeri
Artiklen er en del af temaet Politik.