Politikens Politikens

Af Henrik Eilers 23. november 2023 12:11

Det er svært at sige Bent Jensen uden at sige Linak. Omvendt er det også svært at sige Linak uden at sige Bent Jensen. Den alsiske ejerleder hænger uløseligt sammen med den virksomhed, han har skabt gennem de seneste mere end 40 år.

Det hele bliver fortalt i Tom Okkes bog ”Den Bedste Ide”. Her fortæller Bent Jensen om barndommen og ungdommen i Nordborg på Als, om at overtage familievirksomheden, et maskinværksted med beskedne syv ansatte, og forvandle det til en verdensomspændende erhvervssucces.

Familievirksomheden var tæt på at lukke

Bent Jensen uddannede sig til ingeniør, men havde egentlig ikke tænkt, at han skulle være virksomhedsejer – og da slet ikke som arvtager af faderens maskinværksted. Men i 1976, få dage efter han var færdiguddannet, smed faderen en bombe. Bent Jensen var nødt til at overtage maskinværkstedet, ellers ville det lukke.

Den nyudklækkede ejerleder gav sig selv fem år til at få virksomheden på ret køl, og han indså hurtigt, at der var brug for nye produkter på hylderne for at sikre overlevelsen. Vennen og studiekammeraten Peter Mads Clausen var lam som følge af en bilulykke, og de to satte sig for at lave en fleksibel kørestol, hvor man ved et tryk på en knap kunne få brugeren op at stå eller ned at lægge. De stødte dog på et problem med den mekanisme, der skulle udføre bevægelsen.

Kørestolen blev aldrig til noget, men en ide havde plantet sig i Bent Jensens hjerne. Han tegnede som en gal og kom op med ideen til den lineære aktuator. Resten er som bekendt historie. Efter en træg start fandt flere producenter af landbrugsmaskiner ud af at udnytte aktuatoren, siden kom hospitalssenge, skriveborde og meget andet til at bruge de alsiske aktuatorer, og Linak er i dag vokset til en virksomhed med 2.500 medarbejdere og en omsætning, der er på vej til at runde 5 mia. kr.

Kræftsygdom satte gang i generationsskifte

Bogen er et ærligt portræt af Bent Jensen, hvor både venner, familiemedlemmer, medarbejdere og andre får lov at give deres besyv med omkring ejerlederen og den udvikling, han har været igennem fra grøn virksomhedsejer til nu at stå i spidsen for en milliardvirksomhed.

Og sikke da en rejse. Man taber næsten pusten, når Bent Jensen fortæller om nærmest uafbrudt vækst, åbning af nye kontorer og fabrikker, udvidelser og masseansættelser.

Men bogen er mere end bare et portræt. Andre ejerledere vil kunne hente en del inspiration i den måde, Bent Jensen har gjort tingene på. For eksempel hvordan han allerede tidligt erkender, at han ikke kan klare alle problemstillinger selv og derfor flittigt hyrer hjælp ind ude fra.

Eller hele problematikken omkring Linaks fremtid, hvor Bent Jensen efter at blive ramt af en kræftsygdom erkender, at en anden en dag skal overtage Linak. Det satte gang i arbejdet med et generationsskifte, og han fortæller detaljeret om de mange overvejelser, både han og familien pludselig var tvunget til at gøre. Generationsskiftet er endnu ikke fuldbyrdet hos Linak, men skinnerne er udlagt.

Ikke som erhvervsledere er flest

Samtidig med at man fascineres af historien om Linak, fascineres man af Bent Jensen som person. Han er nemlig alt andet end prototypen på en topchef. Hans succes med Linak kunne sagtens tillade ham at slå ud med armene, men det ligger slet ikke til ham. Det har aldrig været pengene, der har været motivationen. For eksempel skulle vi helt hen i starten af 2000’erne, før Bent Jensen undte sig selv at opfylde en drengedrøm om at købe en motorcykel.

I stedet for at bruge pengene på sig selv, er han i takt med den voksende succes begyndt at bruge flere og flere penge på at støtte projekter i det sønderjyske for at understøtte udviklingen i den egn, han er vokset op i.

Bent Jensen erkender selv, at han nok ikke er, som erhvervsleder er flest. Han trives ikke på de bonede gulve eller i netværksklubber. Snarere sætter han en ære i at kunne omgås helt almindelige mennesker. Eller som han selv udtrykker det i bogen:

”Nej, jeg har altid været anderledes og ikke, som folk er flest i danske erhvervsliv. En af mine helt store værdier har altid været at tage min violin og tage ud og spille til folkedans for helt almindelige mennesker, der hygger sig. Det har der ikke været særlig meget erhvervsnetværk over. Men for mig har det været godt at bevare begge ben på jorden, for det er her, jeg hører til.”

Artiklen er en del af temaet Kultur.