23948sdkhjf

Nu skal alle have ret til en erhvervskonto

Nyt regeringsforslag skal sikre, at iværksættere får ret til en indlånskonto i banken

Det vækker jubel hos SMVdanmark, at SVM-regeringen nu vil sikre, at iværksættere ligesom privatpersoner får ret til en basal indlånskonto i banken.

Som Mester Tidende før har beskrevet, er flere små erhvervsdrivende havnet i knibe, efter banker har afvist deres ønske om eller ligefrem lukket en eksisterende erhvervskonto. Hos SMVdanmark mødes det derfor også med begejstring og åbne arme, at SVM-regeringen med erhvervsminister Morten Bødskov (S) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt nu vil gøre op med problemet. Samtidig sikrer forslaget ifølge erhvervsorganisationen, at platugler holdes ude.

– Jeg vil gerne rose regeringen for, at man nu vil give de selvstændige samme rettigheder som lønmodtagerne. Det er en kæmpe sejr for Iværksætterdanmark, udtaler Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.

– En erhvervskonto er lige så vigtig for den selvstændige som vand i hanen eller strøm i kontakten, så det er ikke i orden, at banken skal have magt til bare at sige nej uden begrundelse, lyder det videre.

Han mener, at når banken siger nej, er det ofte fordi, banken mener, den selvstændige ikke er en god nok forretning for banken. Men bankerne bør løfte deres del af ansvaret for, at det er let at starte virksomhed i Danmark, lyder det fra SMV-bossen.

– Vi har som samfund brug for, at man kan få en konto, når man starter virksomhed. Der er jo ikke tale om et lån eller en kassekredit, så risikoen for banken er begrænset. Konsekvensen er, at mange iværksættere i dag bruger tid og energi på at kontakte flere banker for bare at få en basal bankkonto, som de i øvrigt betaler for. Det var bedre, at de brugte tiden på at få virksomhederne til at udvikle sig og vokse - også til gavn for væksten i Danmark, vurderer Jakob Brandt.

Fair at platugler holdes ude

Lovforslaget giver banken ret til at sige nej, men kun i særlige tilfælde som for eksempel ved mistanke om hvidvask eller økonomisk kriminalitet. Det mener Jakob Brandt er helt fair.

– Selvfølgelig skal man kunne stoppe platugler, skattesnydere og hvidvaskere, og det vil bankerne fortsat have mulighed for med det nye forslag. Men nu kan de ikke længere bare affærdige seriøse, hårdtarbejdende iværksættere, der brænder for at komme i gang, og det glæder mig utroligt meget, siger han

Til gengæld vil han nøje overvåge, om bankerne i fremtiden prøver at krybe gennem eventuelle smuthuller i lovgivningen.

– Vi bliver vagthunde her. Jeg kunne godt frygte, at bankerne ønsker at stressteste lovgivningen til bristepunktet for at se, om de alligevel kan sige nej med så få argumenter som muligt. Men det skal de ikke slippe godt fra, fastslår Jakob Brandt.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078