Efter næsten 1000 år: Snedkere er begyndt på årelang restaurering
Det har krævet lang tids forberedelse, men nu kan den vigtige restaurering af Børglum Klosterkirke omsider skydes i gang.
Kirken har næsten 1.000 år på bagen, og det er med støtte fra en lang række af bidragydere, at restaureringen kan sættes i gang.
Selve restaureringen ventes at tage omkring to år, men til gengæld er gevinsten, at det enestående historiske kirkerum - der indeholder historiske kunst- og kulturgenstande - kan bevares for eftertiden. På den måde kan børn og voksne også i de næste mange år opleve det historiske vingesus, der knytter sig til den spektakulære bygning og dens store dramatiske rum.
Børglum Klosterkirke er bygget i midten af 1100-tallet og er i dag del af Børglum Kloster som turistattraktion og museum, hvor man som gæst har mulighed for at besøge det gamle kloster og klostrets mange udstillinger. Undervejs i restaureringen vil det være muligt at følge arbejdet på nært hold gennem udstillinger, samt særrundvisninger i klosterkirken og mulighed for besøg på konservatorværkstedet på udvalgte tidspunkter.
Om Børglum Kloster
Børglum Kloster er tidligere kongsgård, kloster og hovedgård, og de nuværende bygninger stammer fra midten af det 12. århundrede. Kirken er en del af klostrets nordfløj.
Børglum Kloster ligger cirka 5 km øst for Løkken i Vendsyssel, Hjørring Kommune.
Børglum Kloster tilhørte den franske munkeorden Præmonstratenserordenen (De hvide brødre) indtil reformationen i 1536. Den sidste katolske biskop var Stygge Krumpen. Senere blev klostret kongeslot og efterfølgende herregård.
Siden 1835 har Børglum Kloster været i slægten Rottbølls eje. Familien bor i dag på klostret og har åbnet det historiske sted op for besøgende.
Børglum Kloster var ramme om TV-julekalenderen "Ludvig og Julemanden", hvor man blandt andet kunne møde biskoppen Stygge Krumpen og fik formidlet dele af klosterets historie.
- Et stort ønske
Det er familien Rottbøll, der i dag ejer og bor på Børglum Kloster. I en pressemeddelelse oplyser Anne-Marie Rottbøll sådan her om den forestående restaurering:
- Det har igennem mange år været et stort ønske, at klosterkirken skulle have en kærlig hånd, så selvom der i det seneste år har været meget arbejde med at forberede os til dagen, så er det alligevel næsten helt uvirkeligt, at arbejdet nu går i gang. Det bliver to spændende år sammen med en masse dygtige mennesker, og det ser vi utroligt meget frem til.
Videre lyder det fra Anne-Marie Rottbøll:
- Vi bruger de kommende par måneder på at nedtage hovedparten af kirkens historiske inventar, der skal restaureres af konservatorer og snedkere på værksteder på Børglum Kloster samt sikre den del af inventaret, der forbliver i kirken. Dernæst skal der opsættes stilladser i det store kirkerum, inden et omfattende murerarbejde med istandsættelse og kalkning af vægge og hvælv påbegyndes sidst i marts.
Restaureringen af klosterkirken gennemføres under ledelse af arkitekt Søren Kibsgaard - med hjælp fra en række lokale virksomheder. Arbejdet forventes at forløbe frem til udgangen af 2025.
Restaureringen er støttet af Aage og Johanne Louis Hansens Fond, A. P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, den filantropiske forening Realdania, Sportsgoodsfonden, Det Obelske Familiefond, Hoffmann og Husmans Fond, William Demant Fonden samt Slots- og Kulturstyrelsen.
Artiklen er en del af temaet Kultur.