23948sdkhjf

Danske boligejere vægter pris over bæredygtighed

Høje priser og manglende viden er blandt de barrierer, der afholder boligejere fra at tilvælge mere bæredygtige materialer

Tre ting står fortsat i vejen, når det kommer til at øge andelen af mere bæredygtige materialer i danskernes boliger. Det viser en ny undersøgelse udført af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman.

Undersøgelsen, der er foretaget blandt 2.000 boligejer og andelshavere, viser, at lavere priser vægter højere end bæredygtighed, mens manglende viden og mangelfuld information om produkters miljøpåvirkning også spiller ind.

Få vil betale ekstra

Af undersøgelsen fremgår det, at knap 30 procent af de adspurgte boligejere ser høje priser som en udfordring, når de skal vælge bæredygtige materialer til deres bolig. Ifølge adm. direktør i Timberman Mogens Fisker kan det være et udtryk for, at danskerne er blevet endnu mere prisbevidste i det nuværende økonomiske klima.

– De danske forbrugere er generelt meget prisbevidste, og det er formentlig kun blevet forstærket af de store prisstigninger, som husholdningerne har oplevet de seneste år, og at reallønnen er skrumpet. Undersøgelsen viser da også, at det kun er 6,7 procent af boligejerne, som i meget høj grad eller i høj grad er villige til at betale ekstra for bæredygtige materialer, siger han i en pressemeddelelse.

Forvirrende mærker

Foruden høje priser peger flest – nærmere bestemt 26,4 procent – på manglende viden som en udfordring, mens 24,2 procent har svaret, at de har svært ved at finde information om produkters miljøpåvirkning.

– Vi kan af undersøgelsen se, at hver sjette boligejer oplever, at mærkningsordningerne er forvirrende. Her har vi som branche således en opgave i at kommunikere tydeligere, og hos Timberman har vi blandt andet været i gang med at gennemgå al materiale, så vi tydeligt får markeret, hvilke mærkningsordninger vores gulve har, og hvad det har af betydning for miljøet, siger Mogens Fisker.

Ifølge ham er det en vigtig indsats, fordi undersøgelsen også viser, at netop miljømærkning er en af de ting, danskerne skeler mest til, når de skal træffe et mere bæredygtigt valg.

Under forandring

Trendkonsulent Pernille Kirstine Møller, ejer af Curated og med en baggrund som trendforsker hos Pej Gruppen, anser også høje priser og manglende information som faktorer, der påvirker danskernes valg af bæredygtige byggematerialer. Hun spår dog, at de næste generationer vil stille meget højere krav, og så mener hun, der er brug for et opgør med bæredygtighed.

– I dag er det eksklusivt at finde materialer, som er bæredygtige, for de er ofte ikke til at komme i nærheden af rent prismæssigt, hvis de skal ligne konventionelle materialer, og de danske forbrugere kan ikke nødvendigvis gennemskue alle fordelene ved at vælge bæredygtigt, udtaler hun.

Ifølge Pernille Kristine Møller ved de fleste, at der er grøn ræson i at holde igen med eksempelvis indkøb af nyt tøj, men når det kommer til byggematerialer, bliver spørgsmålet straks mere komplekst.

– Tiden med overforbrug er blevet en magelig vane, hvor vi kollektivt er blevet enige om, at det er nemmere at udskifte frem for at bevare, vurderer trendkonsulenten, der dog understreger, at den tendens er under forandring.

– De kommende generationer vil se det som en selvfølgelighed, at vi tænker i nye baner, der tager klimaet med i ligningen. Allerede nu er vi ved at gå tilbage til at reparere ting i stedet for at smide ud, og så får materialers holdbarhed en stor rolle igen, for det bliver vigtigt for producenterne at kunne dokumentere, at deres varer kan holde mange år frem, hvis de skal kunne kalde det bæredygtigt, siger Pernille Kristine Møller.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066