Byggekæmper i spil til aftale til mindst 6 milliarder
Tre af landets største entreprenører skal kæmpe om Bygningsstyrelsens milliardstore Strategisk Rammeaftale 2025.
Der er tale om NCC Danmark, Nordstern og Hoffmann.
- Vi har oplevet en god markedsinteresse for den strategiske rammeaftale, og vi har modtaget seks kvalificerede ansøgninger. Dem har vi nu gennemgået, og på baggrund af en grundig vurdering har vi udvalgt de tre totalentreprenører, vi vurderer er bedst egnede til den videre proces, siger Signe Primdal Lyndrup, vicedirektør i Bygningsstyrelsen, i en pressemeddelelse om prækvalifikationen.
Opgaven har en anslået værdi af 6 mia. kr. Aktiveres en tillægskontrakt kan tallet stige til 7,2 mia. kr.
De tre udvalgte ansøgere skal nu afgive et indledende tilbud, hvorefter der er forhandling inden de tre tilbudsgivere skal afgive det endelige og sidste tilbud.
Rammeaftalen forventes at træde i kraft den 1. januar 2025.
Bygningsstyrelsen indgik senest en rammeaftale om totalentrepriser i 2020, og dengang vandt Hoffmann kontrakten.
Hvad indeholder rammeaftalen?
- Den kommende rammeaftale omfatter planlægning, projektudvikling, projektering og udførsel i forbindelse med nybyggeri, tilbygning, modernisering, renovering og vedligehold for Bygningsstyrelsens projekter over 3 mio. kr.
- Projekterne omfatter arbejder inden for centraladministrationen herunder politi, domstole og universiteter.
Artiklen er en del af temaet Samfund.