23948sdkhjf

Landets største trætransportør: USA-valg får kæmpe påvirkning

Hos Auning Transport er man ikke i tvivl om, hvem man hepper på til det amerikanske præsidentvalg

Trump eller Harris?

Cirka 160 millioner amerikanere ventes i løbet af tirsdagen at afgive deres stemme om, hvem der skal være nationens nye præsident - og deres beslutning følges også med spænding flere steder i den danske vognmandsbranche.

- Valget i USA vil have en kæmpe påvirkning på os alle sammen, siger Brian Graff, direktør og medejer i landets største trætransportør, Auning Transport i Randers.

- Det har noget at gøre med stabiliteten i verden. Hvis Kamala Harris kommer til, så tror jeg, at folk tror mere på fremtiden, end hvis Trump vinder. Trump vil jo egentlig bare klippe båndet over og frasige sig Europa, hvis han kan.

- Valget i Amerika har meget at sige om, hvordan vi står i Europa fremover, siger vognmanden.

To årsager til bygge-tøven

Træbranchen er særligt følsom over for udsving i samfundets konjunkturer - også langt uden for Danmarks grænser. Og som transportør mærker man med det samme, hvad vej det går.

- Det sidste års tid har man været tilbageholdende med at gå ud og bygge. Det skyldes helt sikkert de høje renter og valget i USA. Jo mindre der er at lave i byggeriet, jo mindre har savværkerne også at lave - og os som transportør, konstaterer Brian Graff.

Sidder man som trætransportør og har nerver på over det amerikanske valg?

- Jeg hepper i hvert fald meget på Kamala Harris, det må jeg sgu ærligt indrømme. Nu har jeg været med i så mange år, så jeg gider ikke ligge og have søvnløse nætter, for dem har jeg haft nok af i mit liv.  Jeg har lidt mere ro i maven og tænker, at hvis der er noget, der går ned, så skal vi nok kunne tilpasse vores forretning, siger Brian Graff.

- Men havde jeg nu haft gæld i alt mit materiel, så ville jeg da være meget nervøs. Så bliver du presset, hvis markedet går ned.

- Så nej, jeg ligger ikke søvnløs, men jeg følger eddermandme med, for det har meget at sige om, hvordan det går. Vi er så bundet op på USA, at vi ikke kan negligere, hvad der sker i det valg dér. Heller ikke som dansk vognmand, siger Brian Graff.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111