Knap hver ottende ansøgning om coronakompensation afvist
Tæt på hver ottende ansøgning om at få del i de kompensationsordninger, der er indført i Danmark under coronakrisen, er blevet afvist.
Ordningerne har givet virksomheder mulighed for at kunne få kompensation - for eksempel hvis de har måttet sende ansatte hjem på grund af en nedlukning.
Frem til 9. august var der sendt 411.774 ansøgninger om kompensation afsted, og af dem var 50.241 blevet afvist, fremgår af et svar til Folketinget.
Det overrasker Kim Haggren, der er underdirektør i Dansk Industri (DI), at så mange ansøgninger er blevet afvist.
- Der er ingen tvivl om, at kompensationsordningerne har været en succes, der har holdt hånden under erhvervslivet.
- Nu skal der kigges på restmængden, og om der kan gøres noget for dem, siger Kim Haggren.
En virksomhed kan godt have sendt flere ansøgninger, og der er derfor ikke tale om, at over 50.000 virksomheder har fået afslag.
Nogle har måske forsøgt flere gange, og det er ifølge Kim Haggren vigtigt, at de virksomheder, der har fået en afvisning, kan få prøvet deres sag for eventuelle fejl.
Derfor arbejder DI med domstolene om en hurtig og billig klageproces. Onsdag skal der holdes møde, fortæller han.
Det skal sikre, der kan komme svar inden for få måneder - og til en pris på få tusind kroner. Ved de almindelige domstole er der i øjeblikket berammelser på over et år.
- Det kan betyde forskellen på, om små og mellemstore virksomheder overlever, lyder det fra Kim Haggren.
De fleste afvisninger skyldes ifølge svaret til Folketinget, at virksomhederne ikke lever op til ordningernes krav, eller at de ikke har fremsendt de nødvendige oplysninger, så sagen kan afgøres.
Der er i Danmark samlet blevet udbetalt over 40 milliarder kroner i kompensation til virksomheder under coronakrisen.
/ritzau/
Forsidefoto: Colourbox
Artiklen er en del af temaet Politik.