Medie: Kommunaldirektør sagde op inden potentiel fyring
Sorøs kommunaldirektør skiftede spor, lød det for lidt over 14 dage siden, da kommunen kunne offentliggøre, at han efter syv år i kommunen "ville bruge mine kompetencer i den grønne omstilling". Sådan lød den officielle forklaring på opsigelsen i hvert fald.
Men ifølge DR er forklaringen en helt anden. Kort tid før opsigelsen blev kommunaldirektøren fritaget for tjeneste af Økonomiudvalget i Sorø Kommune, som havde mistet tilliden til ham.
Det fremgår af dokumenter, som DR har set, at direktøren havde brugt 9500 kroner på private indkøb, betalt med et kommunalt betalingskort. Det drejer sig blandt andet om koncertbilletter, bar- og restaurantbesøg og konference- og teaterbilletter til kommunaldirektørens hustru.
Indkøbene var så alvorlige, at der kunne være tale om "kontraktmæssig misligholdelse" der kunne føre til ophævelse af kontrakten og en bortvisning. En politianmeldelse var også på tale, erfarer DR.
Kommunaldirektøren har overfor DR erkendt at have brugt de 9500 kroner til privat forbrug og har efter mediets henvendelse tilbagebetalt pengene. Direktøren havde i første omgang indleveret alle bilagene til kommunen og erklæret, at de var til et kommunalt formål.
- Jeg har med beklagelse opsagt min stilling i Sorø Kommune den 9. august 2021. På trods af syv års godt samarbejde har Sorø Kommune oplyst ikke at ønske yderligere dialog. Jeg har været glad for mine syv år i Sorø Kommune, men kan selvsagt ikke fortsætte som kommunaldirektør under sådanne vilkår, skriver kommunaldirektøren i et skriftligt svar til DR via sin fagforening Jordbrugsakademikerne.
Da kommunaldirektøren nåede at opsige sin stillingen, inden at den 11. august, hvor økonomiudvalget skulle tage stilling til en eventuel bortvisning og politianmeldelse, valgte økonomiudvalget at lukke sagen.
Borgmester Gert Jørgensen (K) siger dog til DR, at han ikke betragter sagen som lukket og at han ingen kommentarer har, så længe sagen kører.