23948sdkhjf

Tidligere Total-mand i spidsen for Rambølls olie- og gasforretning

Patrick Gilly, som indtil marts 2020 var direktør for Total E&P Danmark og siden da har været selvstændig rådgiver, slutter sig til Rambøll d. 1. september i en stilling som direktør for en af Rambølls energidivisioner.

Det oplyser Rambøll fredag i en pressemeddelelse.

Rambøll er i gang med en transition af sine traditionelle olie- og gasydelser mod et fokus på grøn transition af olie- og gassektoren. Den transition skal den tidligere Total-direktør Patrick Gilly stå i spidsen for.

- Patrick Gilly har indgående kendskab til olie- og gassektoren og ved, hvad der skal til for at hjælpe den i en grønnere retning, siger Michael Simmelsgaard, der er Group Chief Operating Officer og direktør for Rambølls Energiforretning.

- Jeg er overbevist om, at Patrick er den rette mand til at drive den omstilling af vores ydelser, som vi er i gang med, siger han

Grønne projekter

I de seneste år er Rambøll blevet valgt til en række grønne projekter i olie- og gassektoren, herunder assistance til at reducere flere af selskabernes kulstofemissioner, teste lagre til indfanget CO2 og rykke ind i produktion af vedvarende energi. Det danske CCS-projekt Greensand, som går ud på at lagre CO2 offshore ved Siri-området i Nordsøen, er et af disse projekter. Energiøen i Nordsøen, hvor Rambøll er rådgiver for VindØ-konsortiet, er et andet.

- De kompetencer, der kræves til denne type opgaver er i høj grad de samme, som dem, vi bruger på olie- og gasprojekter. Vi vil gerne bruge denne erfaring og ekspertise i den grønne omstilling. Det er den vej, vi går, og det kan Patrick hjælpe os med, slutter Michael Simmelsgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078