Byggepladser sjusker med elsikkerheden: Nu vil styrelse holde ekstra øje
Opdateret d. 2/9 2021 kl. 15:20 med kommentarer fra Tekniq Arbejdsgiverne
Når de tilsynsførende fra Sikkerhedsstyrelsen rejser landet rundt for at kontrollere elinstallationer på de danske byggepladser, er de sjældent imponerede.
Alene i år har de udført 784 tilsyn på el-området og konstateret 189 overtrædelser. Sikkerhedsstyrelsen vil nu holde ekstra øje med de virksomheder, som laver gentagne fejl.
5 gode råd til elsikre byggepladser
- Ryd op i ledninger og kabler, så de ikke ligger steder, hvor man går eller kører.
- Brug kun stikpropper, der passer sammen med de stikkontakter, der anvendes, så jordforbindelsen virker.
- Tilslut kun dit værktøj, hvis der er en fejlstrømsafbryder.
- Tjek eltavlen for skader.
- Tilkald en elinstallatør mindst hver tredje måned.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen
De 189 overtrædelser dækker alt fra mindre fejl som kabler på gangveje til alvorlige regelbrud såsom manglende jordspyd. Det er for eksempel en grov overtrædelse, fordi der med manglende jordspyd er stor risiko for stød. Elinstallationer på byggepladser er nemlig udsat for vind og vejr og ofte en hårdhændet behandling. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hos arbejdsgiverorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne kalder underdirektør Simon O. Rasmussen udmeldingen om sjusk med elsikkerheden for ”nedslående.”
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og det bekymrer os, at der er nogle alvorlige overtrædelser. Elsikkerhed ligger os og vores medlemmer meget på sinde, siger Simon O. Rasmussen til Licitationen – Byggeriets Dagblad.
Han understreger dog, at tallene fra Sikkerhedsstyrelsen ikke er specificerede, og at han derfor ikke med sikkerhed ved, hvordan de forskellige former for overtrædelser fordeler sig.
- Tallene dækker alle former for fejl, men vi vil kigge nærmere på tallene, når vi forhåbentlig får mulighed for det, siger han.
Underdirektøren oplyser, at arbejdsgiverorganisationen vil tage affære, hvilket den ifølge ham også løbende gør ved at informere medlemmerne omkring elsikkerhed.
- Vi skal gøre branchen opmærksom på det, og det vil vi især gøre, hvis der er gentagne overtrædelser på ting, som kan være meget farlige, siger Simon O. Rasmussen.
Fejlene gentager sig
- Når vi kommer rundt, er det de samme fejl, vi møder igen og igen. Det er fejl, der i sidste ende udgør en stor fare for dem, der færdes på byggepladsen, siger Søren Muff, virksomhedschef for Sikkerhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.
I de meget alvorlige tilfælde, er der konstateret manglende eller forkert fejlstrømsafbryder (RCD) på tavlens CEE-stikkontakter. Det kan være farligt for en håndværker med en vinkelsliber i hånden, hvis der ikke er etableret en korrekt afbryder, og der går overgang i værktøjet:
- Fejlstrømsafbryderen beskytter mod livsfarlige stød på byggepladsen, og er en essentiel del af den overordnede sikkerhed, som vi desværre oplever, at mange ser stort på, siger Søren Muff i meddelelsen.
Af andre alvorlige fejl finder de tilsynsførende hovedforsyningskabler på veje, hvor der køres med store og tunge maskiner. Når de tunge maskiner kører over hovedforsyningskablerne, kan de blive kraftigt beskadigede. Går der hul på et hovedkabel, kan det medføre alvorlige el-ulykker, der i værste fald kan koste menneskeliv. Netop derfor har Sikkerhedsstyrelsen intensiveret indsatsen på området.
Om tilsynene
- I 2021 har Sikkerhedsstyrelsen udført 784 tilsyn på byggepladser inden for el-området.
- Tilsynene er uvarslede. Det vil sige, at byggepladserne ikke forud for besøget får besked om, at de vil finde sted.
- Det er typisk en autoriseret elinstallatørvirksomhed, der har ansvaret for installationen til og med fast tilsluttet materiel.
- Elinstallationer på byggepladser skal efterses af en autoriseret elinstallatørvirksomhed hver tredje måned.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen
Presset branche
- Det er ikke i orden at lave fejl og slet ikke alvorlige fejl. Men vi ved også, at der er et stort pres på byggeriet lige nu, og erfaringsmæssigt siger det jo, at det giver flere fejl, siger han.
Sikkerhedsstyrelsen skriver dog, at fordi overtrædelserne er af så alvorlig karakter, vil den nu også begynde at holde øje med, om det er de samme installatørvirksomheder, der laver fejl på flere byggepladser.
- Vores tilsynsførende vil fremover registrere den ansvarlige installatørvirksomhed på de overtrædelser, vi finder. Er der en virksomhed, der gentagne gange dukker op i vores system med overtrædelser, vil vi politianmelde den pågældende virksomhed, siger Søren Muff i pressemeddelelsen.
Artiklen er en del af temaet Samfund.