23948sdkhjf

Lufthavnsdirektør valgt til ny formand for Hærvejskomitéen

Hærvejskomitéen, der arbejder for realisering af projektet med Ny Midtjysk Motorvej, afholdt tidligere på ugen sin årlige generalforsamling – dog med et halvt års forsinkelse på grund af corona-situationen.

Formand Poul Andersen kunne i sin beretning glæde sig over, at der nu er bevilget 5,9 mia. kr. til de førte etaper af projektet, og det blev en anledning til at give stafetten videre til nye kræfter.

Efter generalforsamlingen konstituerede Hærvejskomitéens styregruppe sig med en ny formand, og valget faldt på  Jan Hessellund, der er administrerende direktør i Billund Airport.

- Vi kender jo Jan som medlem af styregruppen, hvor han har ydet et stærkt stykke arbejde. Han har et rigtigt godt netværk blandt både erhvervsledere og politikere samt ikke mindst evnen til at tale, så det både kan høres og forståes. Så han bliver en rigtig god formand, siger Poul Andersen.

Han fortsætter som menigt medlem af styregruppen, men stopper som medlem af regionsrådet for Region Syddanmark ved efterårets valg for at hellige sig familien.

Den nye formand ser frem til at kæmpe videre for sagen – herunder at få sikret den politiske opbakning til at realisere den sydlige del af projektet, og få bundet "de løse ender" sammen i Nord- og Midtjylland.

- Vi har vundet en halv sejr, og det skyldes, at mange gode kræfter har arbejdet hårdt for sagen siden Hærvejskomitéens stiftelse for ti år siden. Det er der grund til at fejre, og så trækker vi i arbejdstøjet igen og fortsætter, siger Jan Hessellund.

- Analyserne har dokumenteret de mange gode, saglige grunde bag projektet, så vi er optimister, men vi er også realister i forhold til den politiske aftale. De kommende år vil vi arbejde på at få fremskyndet tidsplanen og forklare politikerne, at en halv motorvej med hul i midten kun er en halv løsning for Jyllands-korridoren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063