Thy-Mors Energi og Norlys i ny stor aftale
Thy-Mors Energi og Norlys har indgået en aftale, der giver 44.000 husstande på Thy og på Mors endnu flere valgmuligheder på fibernettet.
Målet med aftalen er at sikre et bredt udvalg af udbydere på fibernettet.
- Aftalen med Norlys betyder, at vores andelshavere kan se frem til endnu flere valgmuligheder på fibernettet. Norlys råder over velkendte brands som Stofa og Boxer, som blandt andet er kendt for deres stærke tv-udbud, som inkluderer de populære Discovery-kanaler. Derudover går de også forrest med deres nye WifiGaranti-produkt, og så udbyder de internetløsninger til erhvervslivet. Det er alt sammen noget, vi ser frem til at gøre tilgængeligt for vores andelshavere, siger Lars Thorup Nielsen, fiberchef i Thy-Mors Energi.
Aftalen mellem de to fiberpartnere er underskrevet og forventes at træde i kraft i løbet af 2022.
Aftale med OpenNet
Det er den uafhængige brancheplatform, OpenNet, der muliggør det kommende ægteskab mellem Thy-Mors Energi og Norlys.
Begge selskaber har tegnet aftale med OpenNet, som leverer it-platformen bag samarbejdet.
- OpenNet har bygget en enkel og effektiv wholesale-platform med et standardmiljø og en fælles bestillingsplatform, som gør det nemt og enkelt for netejere og tjenesteudbydere at indgå aftaler med hinanden. Begge selskaber har i forvejen et tæt samarbejde med OpenNet, og vi er glade for at kunne muliggøre endnu en samarbejdsaftale, der skaber større valgfrihed til de danske fiberkunder, fortæller Henrik Møller Nielsen, som er direktør i OpenNet.
Artiklen er en del af temaet Samfund.