Central løsning skal rense spildevandet for medicinrester i Aarhus
De seneste år har der været fokus på medicinrester i spildevandet i Danmark, og hvordan man mest effektivt får omtalte medicinrester renset ud af spildevandet.
Hidtil har fokus især været på sygehusene, men en aarhusiansk undersøgelse viser at det er nødvendigt med en bredere indsats for at opnå den største samfundsmæssige og miljømæssige gevinst.
AUH og private husholdninger
Aarhus Kommune, Aarhus Vand A/S og Aarhus Universitets Hospital (AUH) har i samarbejde foretaget en kortlægning af lægemiddelstoffer i spildevandet fra AUH samt indholdet af lægemiddelstoffer i ind- og udløb på Egå Renseanlæg (Egå RA). Kortlægningen er udført for 62 udvalgte lægemiddelstoffer.
Prøveudtagningerne er sket over en periode på 1½ år med 9 samlede datasæt startende primo 2019 og afsluttet medio 2020. Desuden er der udtaget prøver til analyse for resistente bakterier fra samme lokaliteter.
I 2019 foretog Aarhus Universitetshospital 921.091 ambulante behandlinger og 85.471 indlæggelser. I behandlingerne anvendes over 1.000 forskellige lægemiddelstoffer, som via den menneskelige fordøjelse ender i spildevandet.
Undersøgelsen konkluderer, at AUH bidrager med 13 procent af den samlede mængde (kg) medicinrester i det spildevand, som ledes til Egå Renseanlæg. Private husholdninger bidrager med 87 procent.
Kilde: Aarhus Kommune
I bestræbelserne på at reducere udledningen af medicinrester fra Aarhus Universitetshospital (AUH) og fra private husholdninger, sætter Aarhus Kommune nu en central løsning på Egå Renseanlæg ind.
Undersøgelsen viser, at private husholdninger udleder langt flere miljøkritiske medicinrester end Aarhus Universitetshospital.
Undersøgelsen konkluderer derfor, at man bør rense spildevandet for medicinrester fra både hospitalet og fra private. Og man vil her i Aarhus opnå den største miljøeffekt ved at foretage rensningen på Egå Renseanlæg, som er det renseanlæg, hvor spildevandet fra hospitalet havner.
- Det vil kræve, at renseprocessen på anlægget udvikles, og det er en opgave Aarhus Vand, der ejer anlægget, gerne påtager sig, siger Mette Hansen, sagsbehandler i Teknik og Miljø.
Der er udført et analyseprogram i 2019-2020, hvor der er indsamlet i alt ni datasæt, som er blevet analyseret for 62 lægemiddelstoffer. Udvælgelse af lægemiddelstoffer er sket på baggrund af tidligere arbejde udført i et KL-samarbejde samt en kortlægning af lægemiddelforbruget på AUH. Der er udtaget spildevandsprøver på AUH, samt i ind- og udløb på Egå Renseanlæg.
Private hjem
Undersøgelsen konkluderer, at AUH bidrager med 13 procent af den samlede mængde (kg) medicinrester i det spildevand, som ledes til Egå Renseanlæg. Private husholdninger bidrager med 87 procent.
Det er ikke bare fordøjede panodiler men også skrappere medicin fra et stigende antal ambulante behandlinger, der ender i spildevandet fra de private hjem. Når renseanlæggene på nuværende tidspunkt ikke kan fjerne alle kritiske medicinrester fra spildevandet, risikerer stofferne derfor at påvirke miljøet negativt.
- Takket være konklusionerne af det grundige analysearbejde er det helt tydeligt, at man ikke skal nøjes med at rense ved hospitalet. Vi skal rense, hvor det giver mest værdi for aarhusianerne. Og aarhusianernes spildevand skal renses med den bedst tilgængelige teknologi. Det gælder både i udviklingen af renseprocesserne på Egå Renseanlæg og på det kommende rense- og ressourceanlæg Aarhus ReWater, der skal erstatte Marselisborg, Viby og Åby Renseanlæg, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.
Undersøger teknologier
På baggrund af undersøgelsen vil Aarhus Kommune og Aarhus Vand nu se på en plan for, hvordan alt spildevandet kan renses, så medicinresterne ikke ender i naturen.
Ud over medicinrester er der i undersøgelsen analyseret på andre uhensigtsmæssige udledninger med spildevandet. Her konkluderes det, at hospitalet er særlig udfordret, når det kommer til udledning af antibiotikaresistente bakterier. Derfor skal der opgraderes på den del af vandrensningen lokalt på hospitalet.
Projektgruppen bag undersøgelsen har ikke undersøgt teknologier og omkostninger i forhold til rensning af lægemiddelstoffer. Det skal nu undersøges nærmere, med henblik på at kvantificere, hvad omkostningerne ved fjernelse af lægemiddelstoffer er. Der arbejdes dog i første omgang videre med at undersøge teknologier og omkostninger i forhold til central rensning af lægemiddelstoffer.
Artiklen er en del af temaet Samfund.