Horsens får ny eventsal med unikt bygningsværk
FÆNGSLET i Horsens slår nu dørene op til den spektakulære kultur-, event- og konferencesal Vestsalen.
Med sit usædvanlige design bliver det kaldt et bygningsværk, som der ikke findes andre af i verden. Salen er skabt ved at åbne bygningen med en glasfacade ud mod den store fængselsgård, mens et transparent tag overdækker den indre fængselsgård. De store glasdøre mod vest kan skydes til side og åbne op til den ydre fængselsgård.
- Det er virkelig en unik sal, og sammensmeltningen af inden- og uden døre understøtter fængslets transformation fra lukket til åbent. Nu kan vi for alvor åbne FÆNGSLET op for gæster fra hele verden, siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen i en pressemeddelelse.
Vestsalen skal bidrage med et rum af høj kvalitet, som skal skabe tiltrækningskraft for både danske og udenlandske gæster.
Salen kan inddeles i flere rum
Gennem et unikt arkitektonisk greb og ved at føje nyt til gammelt åbner Vestsalen den historiske, massive bygning op og inviterer kultur- og erhvervspublikum indenfor til nye oplevelser.
Samlet set er Vestsalen 1.200 m2 og kan rumme op imod 800 gæster. Salen kan inddeles i flere rum, så forskellige behov bliver mødt på én gang i både stor og lille skala. Den nye sals fleksibilitet muliggør en helt ny række af events - lige fra koncerter og tv-produktioner til møder og konferencer.
Salen er realiseret i samarbejde med Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Salling Fondene, Familien Hede Nielsens Fond, Spar Nord Fonden og Insero Horsens.
Realdania fremhæver den nye sal som et væsentligt bidrag til den fortsatte udvikling af FÆNGSLET.
- Vestsalen understreger, at Horsens er en visionær kulturby, hvor et aktivt lokalmiljø har grebet muligheden for at bære en bygning med en helt særlig historie ind i fremtiden, siger filantropidirektør i Realdania Nina Kovsted Helk i pressemeddelelsen.
Du kan se Vestsalen og dele af arbejdsprocessen i billedhjulet over artiklen.
Om Vestsalen
- Vestsalen er skabt ved at erstatte FÆNGSLETs vestlige fløj med en transparent boks og samtidig overdække Vestre Indergård med et glastag
- Der er plads til 800 personer i den 1.200 kvadratmeter store sal
- Salen kan bruges til alt fra koncerter, tv-shows og e-gaming-events til borgermøder, konferencer og vidensfestivaler
- Vestsalen er støttet af Foreningen Realdania med 40 mio. kr., A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 40 mio. kr., Augustinus Fonden med 10 mio. kr., Familien Hede Nielsens Fond med 3 mio. kr., Spar Nord Fonden med 900.000 kr. og Insero Horsens med 600.000 kr.
- Byggeriet har været i gang juni 2020-september 2021
- Totalrådgiverteamet bestod af CASA A/S, CUBO, Rambøll og Niras, mens Kristine Jensens Tegnestur stod for landskabsdelen
Artiklen er en del af temaet Kultur.