23948sdkhjf

Elever går til skolevalg med hårdere voldsstraffe som mærkesag

Skolelokaler forvandles til stemmesteder i næste uge, hvor 80.000 elever går til valg som en optakt til kommunalvalget.

Den mest populære mærkesag blandt de unge er i den forbindelse hårdere straffe for vold. Det har 18,8 procent af eleverne valgt som en af deres tre mærkesager.

Elever fra de ældste klassetrin på omkring tre fjerdedele af de danske folkeskoler har som led i et undervisningsforløb skullet vælge tre mærkesager, som de vil arbejde videre med i næste uge af valgkampen.

Og her er de hårdere voldsstraffe den mest populære. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Folketinget, Børne- og Undervisningsministeriet og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der arrangerer skolevalget.

Elevernes valg af mærkesager er bemærkelsesværdigt, mener Jonas Lieberkind, der er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet.

- Det er rigtig interessant. Først og fremmest fordi så mange unge har den som mærkesag. Det er næsten hver femte, siger han.

Også ved det seneste valg i 2019 var de hårdere straffe et varmt valgemne til skolevalg, hvor elever i 8., 9. og 10. klasse er stemmeberettigede. Men der er sket en fremgang på flere procentpoint siden da.

Det viser ifølge lektoren, at retfærdighed er noget, der spiller en betydelig rolle for de unge.

Den næstmest populære sag er skattebetalt frokost i skolerne, som 9,3 procent har valgt.

8,9 procent har en afskaffelse af topskatten blandt mærkesagerne, mens en afskaffelse af arveafgiften og afskaffelse af brugerbetaling på psykologhjælp er mærkesager hos henholdsvis 7,4 og 6,4 procent af eleverne.

Jonas Lieberkind kan på baggrund af dem se tre temaer, som eleverne brænder for: Retfærdighed, inklusion og økonomiske forhold.

- De har store problemer med, at nogle laver uretfærdigheder i verden. Det hænger sammen med, at de har et stærkt samfundssind og er meget optaget af samfundet og verden omkring dem.

- Og så er de meget optaget af at inkludere andre, og at andre skal være en del af fællesskabet, siger Jonas Lieberkind og henviser til punktet med skattebetalt frokost.

Klima og miljø har ikke fået plads blandt de mest populære sager. Men det skyldes ifølge lektoren ikke en manglende interesse, men at mærkesagerne generelt går mere i detaljer.

- Som et overordnet bredt politisk emne er klima interessant for de unge, men når man går ned i specifikke detaljer, optager det dem ikke på samme måde, siger han.

Der blev udskrevet skolevalg 26. september. Eleverne er nu midt i en periode med undervisningsforløb om emnerne, inden de går til stemmeurnerne torsdag den 14. oktober.

Dagen slutter med en valgaften på direkte tv fra Landstingssalen på Christiansborg fra klokken 19 til 20.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111