23948sdkhjf

Ny el-færge til Fanø mangler strøm måneden ud

Molslinjen, der driver ruten mellem Esbjerg og Fanø, må i øjeblikket og i de kommende uger, belave sig på ikke at kunne udnyttet den nye elfærge ’Grotte’s fulde grønne potentiale.

Den nybyggede hundredprocent eldrevne færge blev sidste fredag indsat. Dette skete efter flere ugers test på ruten, hvor både færgen og ladeanlægget ved færgelejet i Esbjerg bestod. Imidlertid skaber et igangværende fjernvarmeprojekt på havnen i Esbjerg forstyrrelser i elforsyningen til ladeanlægget.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Molslinjen kommunikationschef Jesper Maack oplyser til mediet, at både færgen og ladeanlægget fungerer efter hensigten, hvormed det er forventningen, at ’Grotte’ kommer tilbage på ren eldrift, når ladeanlægget atter kan tilføres den fulde spænding fra elnettet.

Problemer måneden ud

Ifølge Jydske Vestkysten krydser gravearbejdet til fjernvarmeprojektet et 60 kilovolt elkabel, der blandt andet forsyner ’Grotte’ med strøm. Af sikkerhedsmæssige årsager har Din Forsyning, der står for fjernvarmeprojektet, fået tilladelse til at slukke for strømmen til og med senest den 30. oktober. Og i den periode vil elkablet altså være uden spænding.

Dermed kan ’Grotte’ ikke lade med den projekterede spænding, der vil gøre færgen i stand til at sejle hundred procent på elektricitet. Dette betyder, at ’Grotte’ frem til udgangen af måneden vil supplere batteripakken med strøm fra færgens generator, der drives af biodiesel.

Molslinjen fejrede sidste fredag indsættelsen af ’Grotte’, der er bygget af Hvide Sande Shipyard. Færgen samsejler med rutens eksisterende to færger ’Menja’ og ’Fenja’, og er den anden danske færge, der er bygget til at kunne sejle hundredprocent på elektricitet. 

Transportminister med til indvielse

Med på indsættelsesturen i fredags var bl.a. transportminister Benny Engelbrecht.

- Det er en stor dag for Fanø, Esbjerg og hele det sydvestjyske, at der nu kommer en ekstra færge mellem Fanø og Esbjerg. At færgen ovenikøbet er ny og el-dreven gør kun dagen endnu mere speciel. Det er nemlig i disse år, vi ser de første vigtige skridt til omstillingen af vores færgedrift fra traditionelle drivmidler til grøn og bæredygtig energi, sagde han, og fortsatte: 

- Det er en vigtig udvikling for regeringen og flertallet i Folketinget, og derfor er der lige nu mulighed for at søge om støtte til ombygning eller indkøb af grønne indenrigsfærger. Tak til Molslinjen for at sætte "Grotte" i drift. Jeg håber, den vil skabe mange gode oplevelser for rigtig mange passagerer i årene, der kommer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078