23948sdkhjf

Han skal lede Rambølls 1000 byggerifolk i Danmark

Ronni Holm Dam, 45 år, er Rambølls nye mand i spidsen for Rambølls forretningsenhed for Byggeri i Danmark. Forretningsenheden med godt 1.000 ansatte og en årlig omsætning på 900 mio. kr. 

Han erstatter Søren Brøndum, der fortsætter som global direktør for Byggeri i Rambøll. 

– Jeg har altid været draget af byggeriprojekters kompleksitet, samt af hvordan digitale værktøjer kan bidrage til, at vi i branchen bliver bedre til at samarbejde og forstå hinanden. Det kommer jeg til at have stor fokus på i min nye stilling. Derudover ser jeg meget frem til at arbejde for en mere bæredygtig byggebranche, siger Ronni Holm Dam, som har titel af direktør for Byggeri i Danmark hos Rambøll, i en pressemeddelelse. 

Den nye mand ved rorpinden kommer fra en stilling som direktør for Rambølls division for store byggeriprojekter i Danmark. Og store byggeprojekter bliver der flere af i fremtiden, understreger han. 

– Opgaverne i rådgiverbranchen vokser både i størrelse og kompleksitet drevet af ambitiøse kunder, voksende byer og et komplekst interessentlandskab, der efterspørger helhedsorienterede, bæredygtige løsninger. Alt hvad der er omkring bygninger skal i dag tænkes sammen i projektet – transporten, miljøet, energiforsyningen, vandløsningerne. En af mine vigtige opgaver bliver derfor, at vi i Byggeri skaber et tæt samarbejde med Rambølls øvrige eksperter indenfor vand, mobilitet, energi, biodiversitet og så videre, så vi kan stille med det bedste hold fra hele koncernen til kunderne, siger Ronni Holm Dam.

Indsats for implementering af virtuelt design

Ronni Holm Dam startede hos Rambøll i 2001 og har blandt andet være med til at implementere 3D-projektering og sidenhen virtuelt design/BIM i rådgiverkoncernen. De sidste 10 år har han også ledet udviklingsarbejdet inden for digitalisering og BIM i Danmark.

Derudover sidder han i direktørgruppen for DiKon, en sammenslutning af syv af de største aktører i den danske byggebranche, der arbejder for at udbrede standardiserede IT-redskaber til byggeriet.

Ronni Holm Dam er uddannet civilingeniør med speciale i konstruktioner fra Aalborg Universitet og har en MBA fra Syddansk Universitet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078