Dansk byggecenterkæde sponsor på hjemlig del af Tour de France
Når Tour de France 2022 triller i gang, bliver det på dansk jord med tre etaper i hhv. København, Roskilde-Nyborg og Vejle-Sønderborg.
- Det er en unik mulighed med Tour de France i Danmark; måske sker det kun denne ene gang. Derfor vil vi som den største danskejede leverandør af byggematerialer, gerne være med til at støtte op og sætte et aftryk som en af arrangementets sponsorer, siger adm. direktør i Bygma A/S Klaus Hadsbjerg i en pressemeddelelse.
- Det er en stor fornøjelse at annoncere partnerskabet med Bygma, som altid har støttet op om dansk sport. Vi er sikre på, at Bygma vil yde et flot bidrag til den danske fejring af Tour de France og cykelsporten generelt i hele Danmark. Bygma er et fantastisk match for Grand Départ Copenhagen Denmark, siger Alex Pedersen, direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark.
Dansk cykelsport er inde i en flot udvikling, hvor mange etablerede navne og nye unge talenter præger mediebilledet og leverer flotte resultater. I 2020 vandt Søren Kragh Andersen to etaper i det prestigefulde løb. Her i 2021 var hele 11 danske ryttere med i feltet for Tour de France, og danskeren Jonas Vingegaard kom ind på en samlet 2. plads.
Har trukket lycraen på
Kombinationen af de flotte danske cykelresultater og Corona-nedlukningen har gjort at flere og flere har taget cyklen frem, trukket lycraen på og benyttet cykling som motion med mulighed for at komme ud i naturen.
- Vi ser en stor interesse for cykling blandt vores kunder og medarbejdere. Det er en god måde at kombinere netværk og motion, og samtidig have friheden til at tage cyklen frem, når det passer ind i en travl hverdag, siger Klaus Hadsbjerg.
- Bygma har tidligere haft hovedsponsoratet af de danske håndboldherrer og har herigennem opnået en stor viden om, hvordan der skabes oplevelser og involvering rundt om et sponsorat, så det får endnu mere værdi. Tour de France - Grand Départ Copenhagen Denmark giver os mulighed for at skabe nogle unikke oplevelser for vores kunder og for at komme helt tæt på et cykelløb, som måske kun kommer til Danmark denne ene gang, fremhæver Klaus Hadsbjerg.
Ambitiøs partner
Også hos ASO - organisationen bag Tour de France - ser man et godt match mellem Bygmas værdier som stolthed, tradition, hårdt arbejde og perfektion og cykelsportens værdier, hvor hårdt arbejde og perfektion er nøglen til succes.
- Vi er meget stolte over at Bygma bliver en af vores sponsorer ved Tour de France - Grand Départ Copenhagen Denmark. Bygma som er velkendt i Danmark har samme mål som Tour de France, der ønsker at dele øjeblikke af glæde med danskerne – uanset hvor på de danske veje folk vælger at overvære det fantastiske, internationale cykelsports-show over tre etaper. Det er en begivenhed, som aldrig tidligere er set i Danmark, og hele verden kigger med. Vi ser frem til at tilbyde Bygmas kunder nogle unikke oplevelser i Danmark såvel som ved målet i Paris, siger Laurent Lachaux - salgs- og partnerskabsdirektør i Amaury Sport Organization (ASO).
Artiklen er en del af temaet Kultur.