Faste teams i ældreplejen får 22 millioner ekstra
Faste teams i ældreplejen, inspireret af den hollandske Buurtzog-model, hvor personalet i små, faste grupper selv tilrettelægger deres arbejdsdag, er blev varmt modtaget som en brugbar model i Danmark af social- og ældreminister Astrid Krag (S) på Ældretopmødet i september.
Ministeren er tydeligvis ikke den eneste som er begejstret for modellen, for siden regeringen og den støttepartier i september afsatte 170 millioner kroner, så kommunerne kunne søge om penge til lokale, faste teams, har 69 kommuner ansøgt.
Derfor smider regeringen og dens støttepartier nu 22 millioner kroner ekstra i puljen, som nu lyder på 192 millioner kroner, skriver social- og ældreministeriet i en pressemeddelelse.
- Flere ældre skal føle genkendelsens glæde, når hjemmeplejen banker på døren. Som det er nu oplever for mange borgere, at de skal lære en ny medarbejder at kende hver dag, og det æder en del af den tid, som hellere skulle bruges på at pleje de ældre. Faste og selvstyrende teams kan være en del af løsningen og betyder, at de ansatte i højere grad kan fokusere på den omsorg, som den enkelte ældre har behov for. Jeg er glad for, at så mange kommuner har mod på at gå en ny vej med ældreplejen. Det understøtter vi nu med yderligere midler, så endnu flere ældre kan få en mere stabil og tryg hjemmepleje, siger Astrid Krag.
Flere kommuner er allerede gået i gang med arbejdet med at implementere de faste teams og ministeren håber, at det på sigt kan gøre det mere attraktivt at arbejde indenfor social- og sundhedsområdet.
- Det skal være trygt at blive gammel i Danmark, og vores ældre har krav på at blive behandlet med omsorg og værdighed. Derfor skal vi løse den udfordring vi har med at skaffe flere hænder i ældreplejen. Med faste teams får de ansatte bedre mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejde og bruge deres store faglighed. Det kan være med til at øge trivslen og arbejdsglæde hos social- og sundhedshjælpere, som i forvejen udfører en af de mest spændende og givende opgaver i vores samfund, siger Astrid Krag.
Artiklen er en del af temaet Politik.