23948sdkhjf

Mange foretrækker telefonen frem for videomødet med det offentlige

Under corona er der blevet afholdt massevis af videomøder i Danmark.

Både arbejdsmøder, men også møder med det offentlige har kunnet foregå via video.

Overordnet var mange glade for det. Men faktisk foretrækker 74 procent af dem, der har brugt videomøderne med det offentlige, at kontakten foregår som selvbetjening eller over telefonen.

Hver femte har haft videomøde med det offentlige.

Det viser rapporten "IT i Praksis 2021", som Dansk IT og Rambøll står bag.

Ifølge Asger Danielsen, der er afdelingsleder i Rambøll Management Consulting og har været med til at udarbejde rapporten, skyldes det, at videomøderne fortsat er et nyt format.

Og det tager tid at vænne sig til.

- Dengang verden lukkede ned, var der rigtig mange, der var tvunget til at prøve nye kanaler heriblandt videomøder. Og det, vi ser nu, er, at når alle muligheder åbner op igen, så svinger vi tilbage til de gamle vaner, siger han.

I undersøgelsen er 1000 repræsentativt udvalgte danskere blevet spurgt om deres oplevelse af den digitale service i det offentlige.

Kontakten med det offentlige dækker over eksempelvis videokonsultationer med lægen og møder på jobcentre.

Det er især videomøderne med lægen, der har været en succes. Men også jobcentrene har oplevet stor glæde af videomøderne.

Flere kommuner har meldt om stor tilfredshed med videomøderne. Flere oplever også, at borgerne søger telefonen frem for videomødet.

Ifølge Asger Danielsen er det formentlig tilfældet de fleste steder, at mange er tryggere ved at ringe op på telefonen.

- Vi har en lang historik med telefonen. Den har vi kendt i mange år, derfor er det en stor tryghed at bruge den, og det kan nye kommunikationsformer ikke sådan lige rykke ved, siger han.

Kun 15 procent af dem, der har haft videomøder med det offentlige, svarer, at det var en dårlig eller meget dårlig oplevelse.

Derfor er der ifølge Asger Danielsen stort potentiale for at gøre videomøderne til en integreret kontaktform i det offentlige. Men det kræver gode tekniske løsninger og god formidling af muligheden, påpeger han.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111