23948sdkhjf

Tysk tilsyn stopper godkendelsesproces omkring Nord Stream 2

Tysklands finansielle tilsyn har suspenderet godkendelsesprocessen omkring den omstridte gasledning Nord Stream 2, der går mellem Rusland og Tyskland.

Det oplyser myndigheden i en erklæring ifølge AFP.

- Efter en nøje gennemgang af dokumentationen har tilsynsmyndigheden Bundesnetzagentur konkluderet, at det kun vil være muligt at godkende en operator af Nord Stream 2-rørledningen, hvis denne operator er organiseret lovligt i overensstemmelse med tysk lovgivning, hedder det i en erklæring.

Agenturet forklarer, at betingelser omkring uafhængigheden hos en operator ikke er tilstrækkeligt oplyst eller tydeliggjort.

Godkendelsesproceduren er suspenderet indtil de nævnte betingelser er opfyldt.

For godt tre uger siden meddelte det statslige russiske energiselskab Gazprom, at gasledningen var fuldt ud færdigbygget og snart kan tages i brug.

Gasledningen består af et todelt rørsystem og løber fra russiske Vyborg til Tyskland gennem blandt andet dansk farvand ved Bornholm.

Den omdiskuterede gasledning har ført til stridigheder mellem USA og Tyskland i årevis.

I juli blev den tyske og amerikanske regering dog enige om en aftale.

De to lande har aftalt at gribe ind, hvis Rusland bruger gas som et strategisk våben eller i yderligere grad handler aggressivt over for Ukraine.

Nord Stream 2 skal i alt levere 55 milliarder kubikmeter gas om året. Ifølge selskabet bag vil det være nok til at levere gas til 26 millioner hjem.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.059