860.000 brugere af Jobnet må skifte kode efter svindelmails
860.000 brugere af Jobnet er blevet tvunget til at finde på en ny adgangskode.
Det skyldes, at Jobnets hjemmeside tidligere på måneden blev udsat for et såkaldt phishing-angreb.
Det oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) til Fagbladet 3F.
Phishing betyder, at svindlere forsøger at franarre folk deres personlige oplysninger og i sidste ende penge via mail.
Styrelsen står bag Jobnet, der er jobcentrenes tilbud på nettet til jobsøgende og arbejdsgivere i hele landet.
Det var 1. november, at Jobnet blev klar over, at et angreb var i gang, da flere borgere henvendte sig til Jobnet.
Jobsøgerne fik gennem invitationer til jobsamtaler besked på at gå ind på en falsk Jobnet-hjemmeside. Her skulle de logge ind, booke en samtale og give deres kontaktoplysninger til en falsk medarbejder.
Dagen efter blev angrebet meldt til Center for Cybersikkerhed, som straks lukkede den falske hjemmeside.
Myndighederne besluttede at slette brugernes adgangskoder for at inddæmme angrebet.
Derefter kontaktede Jobnet alle brugere og rådgav dem til at slette sms'er og mails fra den falske hjemmeside.
Havde man nået at oplyse sit kontonummer, rådede Jobnet til at man kontaktede sin bank og spærrede sit NemID.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kender kun til to konkrete virksomheder, hvis navne blev misbrugt til invitationer om jobsamtaler.
Styrelsen har desuden ikke overblik over, hvor mange brugere der blev kontaktet af svindlerne.
Jobnet har cirka to millioner besøgende om måneden.
Artiklen er en del af temaet Samfund.