Soldater og beredskabsfolk skal coronateste i det midtjyske
Mandag skifter redningsspecialister fra Beredskabsstyrelsen og soldater fra Forsvaret uniformen ud med mundbind og podepind.
De skal nemlig hjælpe med at vaccinere og coronateste borgere i det midtjyske.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
De i alt 36 medarbejdere fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har fået oplæring i weekenden. Deres primære opgave bliver at hjælpe med at teste.
- Podepinde bliver redningsspecialisternes primære værktøj.
- Det vil først og fremmest være sundhedsfagligt personale samt personale, der er i gang med en sundhedsvidenskabelig uddannelse, som sørger før vaccinationer, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i meddelelsen.
De 36 sæt ekstra hænder skal foreløbig støtte indsatsen i resten af december.
Også i Region Syddanmark og Region Sjælland assisterer værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen. De hjælper blandt andet med podning af borgere på testcentrene.
Det er de to regioner, der selv har anmodet om hjælp på grund af travlhed ved testcentrene. Det skyldes øget smitte og coronapassets genkomst.
Netop med genindførslen af coronapas samt stigende smitte er efterspørgslen på coronatest skudt i vejret. Det har givet lange ventetider på test.
Derfor har myndighederne kæmpet med at få testkapaciteten op.
Også vaccineudrulningen arbejder myndighederne hårdt på at skrue op for, så dem, der har modtaget invitation til det tredje stik, hurtigt kan få vaccinen.
Også de 5-11-årige er for nylig blevet inkluderet i vaccinationsprogrammet. De forventes alle at være inviteret til vaccination fredag.
Søndag meddelte Sundhedsministeriet, at invitationer til tredje stik fremrykkes med cirka to uger. Dermed sendes de ud omkring fem måneder og to uger efter det andet stik.
Invitation til revaccination kommer i eBoks. Herefter kan man bestille tid til vaccinationen.
Der er dog en række steder i landet, hvor man kan blive vaccineret uden tidsbestilling. Dem kan man se en oversigt over på coronasmitte.dk, hvor det fremgår, om tidsbestilling er påkrævet eller ej.
Kilde: /ritzau/
Artiklen er en del af temaet Samfund.