23948sdkhjf

Københavns ambitiøse klimamålsætning hænger i tynd tråd

At blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i år 2025.

Sådan lyder den ambitiøse målsætning fra Københavns Kommune, men nu vakler fundamentet under prestigeprojektet. Det skriver TV2 Lorry.

Planerne om en stor havvindmøllepark i Øresund er nemlig kommet i modvind på grund af frygt for flysikkerheden fra Københavns Lufthavn - og det kan få alvorlige konsekvenser for hovedstadens klimamål.

- Det er en helt afgørende brik. Hvis vi ikke får den vindkraft, så bliver det svært at realisere 2025-planen, siger Christian Erik Kampmann, der er lektor på CBS, til TV 2 Lorry.

Havvindmølleparken Nordre Flindt skal efter planen bestå af mindst 16 havvindmøller, der producerer grøn energi svarende til mere end 160.000 husstandes forbrug.

Det anses som en af hjørnestenene i Københavns Kommunes ambitiøse klimamål.

Men havvindmøllerne kommer – efter planen – til at rejse sig hele 220 meter over havets overflade. Og netop møllernes højde og placering 12 kilometer øst for København skaber panderynker.

Kombinationen vil nemlig gå ud over flysikkerheden i de - heldigvis yderst sjældne - tilfælde, hvor et fly får motorproblemer efter start og må vende om for at lande igen.

Det forklarer lufthavnens tekniske direktør, Christian Poulsen.

- Hvis man har mistet motorkraft og har behov for at vende flyet, så er man typisk ikke i et så høj en højde, og så kan man komme i konflikt med med høje objekter, når man ligger der og får styr på situationen, siger han til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har fået aktindsigt i en sikkerhedsvurdering af havvindmølleparken, der er foretaget af Naviair, som står for flyveledelsen i dansk luftrum.

Her fremgår det, at hvis Nordre Flindt opføres, vil det indskrænke flyenes horisontale manøvrerum med 40 procent i forhold til i dag. Og det er altså for meget for lufthavnen.

- Vi er nødt til at sige, at det vil reducere flyvesikkerheden, ud over hvad der er rimeligt, siger Christian Poulsen.

En forsinkelse - eller i værste fald total afblæsning - af den store havmøllepark betyder med al sandsynlighed, at Københavns Kommune definitivt må skyde en hvid pil efter at nå i mål med prestigeprojektet om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Målet er altså nærmest umuligt at indfri 2025, hvis ikke alle planlagte projekter med vindenergi er på plads inden da, vurderer CBS-lektor Christian Erik Kampmann.

København har det seneste årti allerede taget store grønne skridt. Mellem 2010 og 2020 blev udledningen således reduceret med 65 procent.

Ifølge kommunen mangler man dog stadig at reducere med yderligere 580.000 tons CO2 for at være klimaneutral.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) erkender, at 2025-planen hænger i en tynd tråd. Alligevel afviser hun at kalde den en fiasko.

- Jeg synes ikke, det har været en ren fiasko, selvom man ikke rammer det præcise tal i 2025. Den er blevet brugt til, at vi er blevet enige om, at vi skal reducere CO2, siger hun til TV 2 Lorry.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142