Ny digital postkasse lanceres i marts 2022
Den nye Digitale Postkasse, hvis lancering i slutningen af november blev udskudt med få dages varsel, har nu fået en ny lanceringsdato.
Den 21. marts 2022 går postkassen i luften, skriver Digitaliseringsstyrelsen i en kortfattet pressemeddelelse.
Den nye dato er fastsat i samarbejde med "vigtige interessenter i staten, regionerne og kommunerne samt leverandører," skriver styrelsen.
Den oprindelige lancering måtte udskydes, da især regionerne var kritiske overfor den nye postkasse, som man ikke mente var færdigudviklet og stadig indeholdt fejl. Der blev desuden stillet spørgsmålstegn ved, om det var sikkert at skifte mellem e-Boks og Digital Post midt i en tiltagende coronaepidemi, har Kommunefokus tidligere beskrevet.
Driftsikkerheden vil da også være i fokus frem mod lanceringen, skriver Digitaliseringsstyrelsen.
"Frem mod den nye lanceringsdato fokuseres på at sikre driftssikkerheden og teste de forskellige systemer hos de enkelte myndigheder, herunder særligt sundhedsmyndighederne."
Fakta om Digital Post:
- Digitaliseringsstyrelsen udsatte d. 24. november 2021 den planlagte idriftsættelse af det nye Digital Post fra den 30. november til 1. kvartal 2022.
- Med det nye Digital Post har borgere og virksomheder fortsat kun én postkasse fra det offentlige, men posten fra det offentlige kan tilgås via flere platforme: borger.dk, Virk, den nye Digital Post-app samt e-Boks og mit.dk.
- Alle borgere over 15 år og virksomheder modtager vigtige beskeder fra offentlige myndigheder digitalt og sikkert. Beskederne og løsningen bag hedder Digital Post.
- Flere end 4,5 mio. borgere, 800.000 virksomheder og 600 myndigheder benytter Digital Post.
- Digital Post er udviklet af Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet i samarbejde med Danske Regioner og KL.
Kilde: Digitaliseringsstyrelsen
Artiklen er en del af temaet Samfund.