Vestjyde har fundet en niche med tørret frugt
I Vildbjerg i Vestjylland har iværksætteren Anders Rusbjerg Jensen fået vokseværk med sin virksomhed Frugtskiver.dk, der sælger tørret frugt til gin og tonic.
Det skriver TV Midtvest.
Anders Rusbjerg Jensen begyndte at tørre frugt for tre år siden, men forretningen tog fart, da corona ramte i 2020 og holdt danskerne mere hjemme - det medførte en omsætningsstignng på 1.000 procent, skriver mediet.
- Man skulle have bedre gin, bedre tonic, og så skulle man have noget at putte i, så det blev ekstra lækkert, og det ramte heldigvis min webshop, og så har jeg ikke set mig tilbage siden da, siger stifteren. Han har to deltidsansatte til at hjælpe med at skiveskære, inden frugterne kommer 24 timer i en tørreovn.
Frugtskiver.dk sælger nu omkring 40 forskellige typer af tørrede frugter/garnish og såkaldte botanicals.