23948sdkhjf

NCC henter ny dansk asfaltboss hos Volvo

NCC ansætter fra 1. februar en ny chef for entreprenørkoncernens danske asfaltaktiviteter.

Det drejer sig om Jens Ejsing, som i 14 år har arbejdet hos Volvo-koncernen, heraf de seneste seks år som adm. direktør for Volvo Entreprenørmaskiner A/S.

Ifølge en pressemeddelse fra NCC bliver Jens Ejsing ansvarlig for den samlede drift og udvikling af virksomhedens danske asfaltaktiviteter og kommer til at spille en nøglerolle i at sikre lønsom vækst og øget samarbejde på tværs af forretningsenheder i NCC.

- Jens har gennem sin karriere vist, at han kan drive og udvikle en virksomhed, senest som
administrerende direktør i seks år for Volvo Entreprenørmaskiner A/S. Derudover har
Jens opnået en stærk forretningssans og solide lederegenskaber, blandt andet fra
stillinger som salgschef i Pon Equipment, administrerende direktør i Caretake og
salgschef i DLG Amba, skriver NCC i pressemeddelelsen.

Jens Ejsing har uddannet sig inden for ledelse og business development. Han bor i Jystrup på Midtsjælland og er gift med Tine. Tilsammen har de seks børn mellem 16-25 år.

Hans forgænger i stillingen hos NCC Industry, Susanne Frank, sagde op og tiltrådte i stedet et nyt job som anlægschef hos DSB i november sidste år.

Har været igennem turnaround

NCC er en af Nordens førende asfaltentreprenører, og den danske asfaltforretning i NCC Industry beskæftiger flere end 470 medarbejdere i Danmark. Virksomheden er opbygget omkring produktion og udlægning af asfalt til både det private og offentlige marked – med opgaver lige fra store motorveje og lufthavne til parkeringsarealer, broer og cykelstier.

Som tidligere beskrevet i Licitationen - Byggeriets Dagblad, har NCC's danske asfaltvirksomhed i de senere år gennemført en turnaround for at rette op på forretningen, som kørte med røde tal på bundlinjen. I den forbindelse blev der skåret i såvel medarbejderstab og maskinpark, ligesom en af NCC's danske asfaltfabrikker blev lukket i 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094