23948sdkhjf

Klar plast gør livet lettere for Dansk Retursystem

Selvom det er lykkes Dansk Retursystem at få genanvendt flasker i grøn PET, er pantflasker i gennemsigtig plast alligevel den nemmeste og billigste løsning

Coca-Cola Danmark vil om et halvt år udelukkende bruge flasker af genanvendt PET, når de sender en Coca-Cola eller Sprite ud til forbrugeren. Det betyder også, at Coca-Cola Danmark ændrer den ikoniske grønne farve på Spriteflasken, da gennemsigtige flasker både er nemmere at genanvende, men også er billigere at tilmelde pantordningen.

Men faktisk er det lykkes Dansk Retursystems samarbejdspartnere at køre grønne batches. Det fortæller Hanne Svenningsen, miljø- og klimachef.

- Vi har sikret et ’flaske til flaske-loop’ for en del af de grønne flasker med pant. De grønne PET-flasker har tidligere været svære at genanvende, men på baggrund af blandt andet en stigende efterspørgsel efter genanvendt grøn PET, er der arbejdet hårdt på at få genanvendelse af grøn plast til at lykkes. Det er vi glade for, for enhver flaske tæller i miljø- og klimaregnskabet, siger Hanne Svenningsen.

Kræver ensartet kvalitet

For at plastflasker kan blive genanvendt til nye flasker i et lukket loop, kræver det indsamling af emballager i ensartet kvalitet, samarbejde med specialiserede genanvendelsesvirksomheder og efterspørgsel efter de genanvendte materialer blandt emballageproducenter. Det sidste er intet problem. Efterspørgslen på rPET er enorm, men kvaliteten skal være i orden.

- I kontrakterne stiller vi krav om fuld dokumentation for processer og kvaliteterne af den rPET, rPP og rPE som vores samarbejdspartnere producerer i sidste ende, siger Hanne Svenningsen.

De konkrete resultater med genanvendelsesbatch med den grønne plast er opnået i tæt samarbejde med den hollandske virksomhed Morssinkhof-Rymoplast, som er et af de anlæg, der genanvender plastflasker fra det danske pant- og retursystem.

Tænk i plastdesign

At Coca-Cola og andre storspillere på markedet i disse år tænker i plastdesign, glæder miljø- og klimachefen.- rPET er som sagt et efterspurgt materiale, og det er miljø- og klimamæssigt bedst, når de brugte flasker bliver til nye drikkevareflasker igen i tråd med principperne om cirkulær økonomi. Derfor er det også rigtig godt, at store virksomheder som Coca-Cola sourcer materialerne, siger Hanne Svenningsen.

Dansk Retursystems nyeste tal for genanvendelse af pantemballage stammer fra 2020: 602 millioner plastflasker røg igennem pantsystemet. 75 procent blev til nye flasker. Målet er 93 procent i 2030.

Vi er ved at opgøre tallene for 2021 og forventer en yderligere forbedring af ’flaske til flaskeniveauet’, dels fordi vi løbende styrker vores aftaler med genanvendelsesanlæggene, og fordi producenterne i højere grad lever op til designkrav, der gør det nemmere at genanvende plasten. Selvom det er lykkes at genanvende den grønne plast, skal den køres i en særskilt streng, hvilket gør processen dyrere. Derfor vil vi se flere producenter vælge den klare plast fremfor den farvede, siger Hanne Svenningsen.

Plastemballage til sodavand, juice mv. består primært af PET. De meget få PP og PE-flasker, der indgår i regnskabet, sorteres fra hos Dansk Retursystems samarbejdspartnere og genanvendes til andre højkvalitetsprodukter, ligesom det er tilfældet med plastpropper og labels fra flaskerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078