Fom Technologies med tredje opjustering på ét år
Foreløbige regnskabstal viser, at 2021 endte langt bedre end oprindeligt antaget hos Fom Technologies.
Da året blev skudt i gang, forventede virksomhedens ledelse en omsætning på 16-20 millioner kroner og et driftsresultat på -2 til 0 millioner kroner.
Det er efterfølgende blevet opjusteret to gange, senest til en omsætning på 20-22 millioner kroner og et ebitda på -1 til 1 millioner kroner.
De foreløbige regnskabstal viser nu, at det er gået endnu bedre. Omsætningen ventes nu at lande på 23,5-24,0 millioner kroner og ebitda på 1,0-1,5 millioner kroner.
Den københavnske virksomheden udvikler såkaldt slot die coating-udstyr, som materialeforskere og videnskabsfolk anvender til at udvikle nye teknologiske opfindelser, processer eller produkter med.
I løbet af 2021 er det blevet til en række lukrative kontrakter med flere amerikanske forskningsinstitutioner, den franske Michelin-koncern og danske Haldor Topsøe.