23948sdkhjf

Her er det slut med letpåklædte kvinder i skurvognen

Skou Gruppen påbegyndte sidste år diversitetsprojektet Takt og Tone. Baggrunden er, at man ønsker at skabe et inkluderende arbejdsmiljø, hvor både mænd og kvinder føler sig godt tilpas. En projektgruppe med blandt andet tre kvindelige medarbejdere har haft til opgave at udarbejde konkrete tiltag, der skal understøtte udviklingen, og de tiltag er man nu i fuld gang med at implementere.

Og i dag, tirsdag den 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag - afholder Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar seminaret ”Magt med ansvar – Hvordan kan vi øge kønsdiversiteten i byggebranchen?” hvor direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, fortælle om baggrunden for projektet Takt og Tone og fremhæve nogle af de tiltag, man har foretaget.

Nultolerance over for sexistisk sprogbrug

- Et væsentligt tiltag i forbindelse med diversitetsprojektet er, at virksomhedens personalebog er blevet opdateret med et kodeks for inkluderende adfærd og respektfuld omgangstone på arbejdspladsen. Det betyder samtidig, at der i fremtiden vil være nultolerance over for sexistisk sprogbrug, nedladende bemærkninger og mobning, forklarer Martin Skou Heidemann, i en pressemeddelelse.

- Alle medarbejdere har fået håndbogen udleveret, og jeg forventer, at alle er bekendt med de nye retningslinjer. Vi i ledelsen har sammen med vores mestre og formænd på byggepladserne et stort ansvar for, at kulturændringen rent faktisk bliver gennemført, siger han.

Et andet tiltag er, at det skal være slut med plakater af letpåklædte kvinder i skurvognene. Og kan man ikke finde på andet at hænge op, så har Skou Gruppen udviklet sin egen kalender, som indeholder billeder af medarbejdere på arbejde. Den nye kalender er produceret, klar og tilgængelig for alle ansatte.

Flere kvindelige lærlinge

Martin Skou Heidemann har tidligere holdt oplæg om Skou Gruppens arbejde med at fremme diversitet i byggeriet. Det har han blandt andet gjort på flere tekniske skoler, og det har resulteret i positiv opmærksomhed fra kvindelige lærlinge, fortæller han:

- Jeg oplever, at de kvindelige lærlinge spidser ører, når jeg fortæller om vores mission. At vi vil skabe en inkluderende arbejdsplads med plads til alle. Og flere har da også rettet henvendelse efterfølgende. Til foråret starter en kvindelig lærling, som har valgt Skou Gruppen til på grund af diversitetsprojektet.

Martin Skou Heidemann håber, at byggebranchen i fremtiden kan udvikle et lignende branchekodeks i fællesskab. Det kunne indeholde retningslinjer og konkrete tiltag, som virksomheder og organisationer inden for byggeriet kan tilslutte sig og inkorporere på deres arbejdsplads.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078