Undersøgelse: Ansatte i jobborgmesters egen forvaltning føler sig krænket
En lang række ansatte føler sig krænket under beskæftigelsesborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V), som har været udsat for massiv kritik.
Det fremgår af en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i borgmesterens forvaltning, som blev sat i værk i januar og præsenteres mandag.
188 medarbejdere har deltaget i undersøgelsen. 24 har svaret ja til, at de inden for et år har været "udsat for krænkende adfærd fra enten borgmesteren eller øvrig politisk ledelse" i forvaltningen.
15 medarbejdere har svaret, at det stadig finder sted.
Sagen begyndte efter flere fyringer og fratrædelser i administrationen under Cecilia Lonning-Skovgaard. Det fik fagforeningerne Djøf og HK til i januar at skrive et åbent brev på vegne af deres 2000 medlemmer.
Flere embedsmænd har fortalt, at de følte sig presset og ydmyget af borgmesteren.
Cecilia Lonning-Skovgaard er desuden blevet kritiseret for at gå uden om sine embedsmænd og indhente ekstern juridisk bistand i spørgsmål om aktindsigter.
Borgmesteren har erkendt dele af kritikken og beklaget. Hun vil søge professionel hjælp til at styre sit temperament.
Borgmesteren har tidligere sagt, at hun er offer for et "forsøg på et karaktermord", og det fastholder hun. Men hun erkender sit ansvar.
- Det tager jeg et kæmpe ansvar for, og det har jeg også sagt til medarbejderne her til morgen og undskyldt for. Jeg er i fuld gang med at arbejde på tonen over for medarbejderne, og jeg er også stoppet med at tage direkte kontakt til medarbejderne, siger hun.
- 24 er 24 for mange, men det her er en voldsom nuancering af de historier, der har været fremme om, at hele forvaltningen skulle være præget af frygt og mistillid, og at 2000 medarbejdere skulle være bange for mig. Det er et ekstremt voldsomt billede, siger hun til Politiken.
Det fremgår ikke af rapporten, hvad medarbejderne specifikt har været udsat for eller været vidne til.
Undersøgelsen er gennemført af Arbejdsmiljø København, der er kommunens eget arbejdsmiljøkontor. 94 procent af de ansatte har svaret.
Seks fagforbund har sendt et åbent brev for at få kommunen til at tage affære i sagen. Foruden Dansk Journalistforbund står Djøf, 3F, HK, DM og Dansk Socialrådgiverforening bag brevet.
- Godt hver fjerde har sagt, at der er en heftig krænkende adfærd, og at den er fortsat, efter at det her var været fremme i medierne og behandlet internt, og det er uacceptabelt.
- Man skal som medarbejder have et godt arbejdsmiljø, så det kræver, at der bliver ryddet gevaldigt op, siger formand Camilla Gregersen fra DM.
Hun mener, det peger på en refleksion om, hvorvidt borgmesteren er den rette med al den ballade, der har været.
I et svar til fagforeningerne skriver Cecilia Lonning-Skovgaard og Jeppe Bøgh Andersen, fungerende administrerende direktør i forvaltningen, at de tager arbejdsmiljøet "meget alvorligt".
Samtidig understreger de, at "krænkende adfærd ikke på nogen måde hører hjemme i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen".
- Undersøgelsen viser, at vi har en stor opgave med at genskabe det gode arbejdsmiljø og sikre, at ingen i forvaltningen oplever krænkende adfærd. Den opgave tager vi på os med stor alvor.
- Undersøgelsen viser også, at den generelle trivsel fortsat er høj, og at der således er noget at bygge på, lyder det i svaret, som er udsendt som en pressemeddelelse.
Cecilia Lonning-Skovgaard og Jeppe Bøgh Andersen skriver videre, at de efter aftale med medarbejderne har indkaldt til et møde 16. marts.
Kilde: /ritzau/