23948sdkhjf

Midttrafik sender milliondyr brændstofregning videre til ejerkommuner

73 millioner kroner.

Det er den kontante ekstraregning for brændstof i marts-indekset, som Midttrafik må sende videre til Region Midtjylland og de 18 midtjyske kommuner, der tilsammen ejer trafikselskabet.

Det fortæller Lone Litvak, der er økonomichef i Midttrafik, til Kommmunefokus.dk.

- De 73 millioner kroner er alene på busdriften. Dertil skal vi lægge 12-15 millioner kroner i Flextrafik, siger Lone Litvak til Kommunefokus.dk.

Hun forklarer, at Midttrafik hvert forår lægger næste års budget for de samlede busudgifter, og bliver budgettet meget overskredet, må regningen sendes videre.

- Budgettet for 2022 er lavet ud fra, hvad priserne var i maj 2021. Så ud fra det index, så har vi en udfordring på 73 millioner kroner, siger hun.

Og det er ikke bare prisen på benzin og diesel, der buldrer i vejret. Gasprisen er steget 17 procent i forhold til budgettet, fortæller hun.

Det betyder eksempelvis, at busserne alene i Silkeborg har ekstra udgifter for syv millioner kroner ud af den samlede regning på 73 millioner kroner, fordi alt bybusdriften i byen blev omlagt til biogas i 2016.

Og det stopper ikke her.

- Vi forventer, at prisen stiger endnu mere i næste måned, siger hun.

Rammer ikke passagerer

Med andre ord er Midttrafik ikke færdige med at sende ekstraregninger videre. Men det er i første omgang kommunerne og regionen, der får ekstraregningen at se. Ikke passagererne.

- Prisstigningen kommer slet ikke til at ramme passagererne. Vi er låst på takststigninger i år, så hvis der skal reguleres, skal Midttrafik have en udmelding fra Trafikstyrelsen, som først kan gælde fra næste år efter en godkendelse i bestyrelsen. Og der kan situationen være rettet op. Derfor er vores eneste løsning lige nu at sende regningen videre til selskabets ejere, altså region og kommuner, siger Lone Litvak til Kommunefokus.dk.

Men hvornår det får en ende, vil Lone Litvak ikke spå om.

- Det kommer an på, hvordan situationen i Ukraine udvikler sig. I første omgang forventer vi prisstigninger i næste måned og måneden efter, siger hun.

Fakta: Om Midttrafik

  • Midttrafik er ejet af Region Midtjylland og 18 ud af regionens 19 kommuner, idet Samsø ikke er med.
  • Midttrafik er en fusion af det tidligere Århus Sporveje Trafikselskab, dele af Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab (VAFT), dele af Vejle Amts Trafikselskab (VAT), de tidligere Ringkøbing og Århus amter, samt kommunerne i de 2 nedlagte amter.
  • Som følge af strukturreformen i 2007 blev den kollektive trafik samlet i trafikselskaber.

Kilde: Midttrafik

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094