23948sdkhjf

Boligforening bygger yderligere 33 lavenergihuse i naturbydel

For godt et år siden stak Ringkøbing-Skjern Boligforening spaden i jorden til første etape af lavenergihusene i ”Fjordudsigten” med kompakte huse omgivet af natur, og med hensynet til energibesparelser indarbejdet efter alle kunstens regler. 

De første 47 boliger stod færdige i oktober sidste år, og Ringkøbing-Skjern Boligforening har mærket stor interesse for boligerne. Tiden er derfor kommet til at tage hul på de resterende 33 lavenergiboliger i Ringkøbings nye bydel, Naturbydelen, skriver Realdania i en pressemeddelelse. 

Grindsted-entreprenør  opførte etape 1

Første etape af ”Fjordudsigten” med 47 boliger blev opført af K.G. Hansen fra Grindsted. Ringkøbing-Skjern Boligforening valgte entreprenørfirmaet efter en licitation med fire budgivere, kunne Bo Lodbjerg, direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening, oplyse til Licitationen - Byggeriets Dagblad i januar 2020

– Targetprisen var 111 mio. kr., og det var også der, det endte, sagde han dengang om om økonomien i hovedentreprisen.  

Boligerne i etape et var mellem 80 og 115 kvm og blev opføret i byggefelterne E1 og E2 i Naturbydelen K. 

– Det er rigtig glædeligt, at det er gået så godt med udlejningen. Vi tager nu fat på etape 2, hvor vi tilbyder flere, større boliger på både tre og fire rum, fortæller bestyrelsesformand for Ringkøbing-Skjern Boligforening, Karsten Håkonsen, i meddelelsen. 

Arbejde på de sidste aftaler

De såkaldte passivhuse i Fjordudsigten er designet, så energibehovet til opvarmning kun er cirka en tiendedel af normale huse på samme størrelse. Solens lys udnyttes maksimalt, og varmeudslippet bliver minimeret i de super-isolerede huse, som har solceller, intelligent energistyring og varmegenindvinding.

– Og passivhuskonceptet er jo kun blevet endnu mere attraktivt i en tid med meget høje energipriser. Her kan vi tilbyde en måde at bo på, hvor man ikke behøver at bekymre sig om galoperende varmeregninger, og kører man i elbil eller hybridbil, er der lader i bebyggelsen, siger direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening, Bo Lodbjerg. 

Ringkøbing-Skjern Boligforening er nu i gang med at få de sidste aftaler på plads og forventer at starte byggeriet til sommer. Indflytning er planlagt til 2024. 

Fakta: 120.000 etagemeter i Naturbydelen

Naturbydelen omfatter et 84 hektar stort område ved Ringkøbing Fjord, hvor ambitionen er at opføre cirka 120.000 etagemeter – svarende til en cirka 1.000 boliger. 

Det bærende greb i udviklingen er, at naturen – som noget usædvanligt - kommer før husene. Inden byggeriet af de første boliger gik i gang, blev hele området omdannet til ét stort, rekreativt naturområde med enge, skov, søer, bærhaver, frugtlunde og stisystemer, der forbinder den nye bydel med resten af Ringkøbing. 

Naturbydelen udvikles i et partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg gennem det fællesejede byudviklingsselskab Ringkøbing K ApS. 

SLA har designet masterplanen i samarbejde med Arkitema, Effekt, Vandkunsten, Adept, Viatrafik, Orbicon, Grontmij, Esbensen og Rekommanderet.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078