23948sdkhjf

Ny 3D-print rapport viser stigende vækst

Tidligere på ugen offentliggjorde Wohlers Associates dette års ”3D-print bibel” - Wohlers Report 2022.

Det er 27. år i træk, at rapporten udgives, og i år viser den en stigende vækst inden for 3D-print. Væksten kan blandt andet forklares med, at teknologien i højere grad har bevæget sig fra prototyper til decideret produktion, samt at mange virksomheder under Covid-krisen fik øjnene op for, hvordan 3D-print kunne løse for eksempel udfordringer med levering, vurderer Teknologisk Institut.

Den 425 sider lange rapport bygger på 26 års data og markedsindsigt, kombineret med et stort netværk af kontakter verden over, og igen i år leverer den ekspertanalyser omkring additiv fremstilling (AM) og 3D-print på verdensplan.

Tocifret vækst

Tallene fra Wohlers Report 2022 viser, at der i 2021 var en vækst i 3D-print industrien på 19,5 procent. Det var markant bedre end 2020, som var stærkt påvirket af Covid-19-pandemien, og væksten dermed ”kun” var på 7,5 procent.

- Som forventet er branchen vendt tilbage til en periode med fremskridt og investeringer, og denne vækst går på tværs af rumfart, sundhedspleje, bilindustri, forbrugerprodukter, energi og andre industrier, siger Terry Wohlers, Wohlers Associated, i forbindelse med offentliggørelsen.

Industrielt brug dominerer

Efterhånden som teknologien og industrien modnes, er der ifølge den nye rapport et stigende antal virksomheder, der bruger 3D-print til specialfremstillede produkter og serieproduktion.

Den tendens genkender man på Teknologisk Institut, som råder over Danmarks eneste center for Industriel 3D-print i metal.

- Jeg er glad for at se, at den samlede vækst i industrien er tilbage på sporet, og jeg glæder mig til at dykke længere ned i rapporten. Ud over at teknologien er blevet mere moden, vurderer jeg også, at mange fik øjnene op for, at lokal 3D-print kunne løse eller afhjælpe de forsynings- og logistikudfordringer, som opstod under Covid-krisen, siger Jeppe Byskov, centerchef på Teknologisk Institut.

Rapporten dokumenterer blandt andet bevægelsen fra prototyper og mod egentlig industriel produktion ved hjælp af det globale materialeforbrug til 3D-print. Her fremgår det, at forbruget af polymer-pulver i 2021 voksede med 43,3 procent. Dermed overhaler pulveret fotopolymerer – som især bruges til prototyper - som det mest brugte 3D-print materiale.

- Det er interessant at se, at polymer-pulver, som man bruger til slutprodukter i industrien, endelig har overhalet fotopolymerer, men det er ikke en kæmpe overraskelse. I flere år har der været en bevægelse mod mere industrielt brug af 3D-print, og det er også det, vi ser fra vores kunder – og pulver er simpelthen mere velegnet til de industrielle anvendelser, fortæller Jeppe Byskov.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079