Byrådsmedlem og fhv. rådmand scorer topjob
Den tidligere rådmand for Teknik og Miljø og mangeårige byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek, bliver ny COO (vicedirektør) i ejendomsudviklingsvirksomheden 1927 Estate.
Det oplyser 1927 Estate i en pressemeddelelse.
Det nye job får dog ikke konsekvenser for hans virke i byrådet, oplyser han til Kommunefokus.dk.
- Jeg fortsætter i Aarhus Byråd. 1927 Estate giver mig den nødvendige fleksibilitet for at jeg kan passe min virke i Byrådet, skriver han i en mail til redaktionen.
Bünyamin Simsek fejrede i januar 20 års jubilæum som medlem af Aarhus Byråd, ligesom han i perioden 2012-2013 og igen fra 2018-2022 sad på posten som rådmand for Teknik og Miljø.
- Der er ingen tvivl om, at han er en fantastisk kapacitet med stor brancheindsigt. Den bæredygtighedsdagsorden, som vi allerede arbejder med, skal Bünyamin være med til at understøtte og udvikle yderligere, siger adm. direktør i 1927 Estate, Søren Hampen Kristensen.
En af de første opgaver for den nye COO bliver arbejdet med Arla-grunden på 80.000 m2 i Aarhus, som 1927 Estate tidligere i marts kunne offentliggøre at have vundet i et udbud.
Her bliver bæredygtige tiltag, borgerinddragelse og involvering af lokalområdets aktører nogle af fokuspunkterne fra start.
Bünyamin Simsek tiltræder i stillingen 1. april 2022.
Artiklen er en del af temaet Samfund.