23948sdkhjf

HusCompagniet i stort opkøb - køber husfabrik

Nordens største husbygger bliver endnu større. HusCompagniet køber byggefirmaet Danhaus’ fabrik i Esbjerg, der er specialiseret i at fremstille præfabrikerede træelementer til huse.

HusCompagniet køber 100 pct. af fabrikken og købsprisen er 90 mio. kr., skriver typehuskæmpen i en pressemeddelelse. 

Fakta om opkøbet: 

HusCompagniet køber 100 pct. af fabrikken og købsprisen er 90 mio. kr.

Fabrikken er ca. 12.000 kvadratmeter og ligger i Esbjerg, Vestjylland.

HusCompagniet har i dag cirka 450 medarbejdere. Med opkøbet følger fabrikkens 72 medarbejdere.

Fabrikken kan i dag producere cirka 400 enheder. Med implementering af en række forskellige initiativer forventes det, at fabrikken vil kunne fordoble sin produktionskapacitet.

HusCompagniet hæver med opkøbet sit salgsmål fra 500 til 750 rækkehuse årligt inden udgangen af 2025.

Fabrikken forventes at omsætte for omkring 100 mio. kr. i 2022, mens der samlet ligger ordrer for omkring 200 mio. kr.

HusCompagniet forventer at overtage fabrikken i maj 2022.

Med købet af den cirka 12.000 kvadratmeter store fabrik, der siden 1998 har været en del af Danhaus, udvider HusCompagniet sin voksende position på B2B-markedet for rækkehuse til professionelle investorer, et marked virksomheden trådte ind på i 2020. 

– Med opkøbet øger vi vores ambitioner på B2B-markedet, der allerede har vist sit store potentiale gennem de seneste år. Vi styrker samtidig vores værdikæde, så vi både er stærke i salgs-, produktions- og byggefasen af rækkehuse - og det giver os en helt unik position i markedet, siger Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør i HusCompagniet, i pressemeddelelsen.

– Vi har allerede vores fabrik i Sverige under navnet VårgårdaHus, hvor vi også producerer bæredygtige træhuse. Og med den nye fabrik i Esbjerg, får vi nu gavn af synergier mellem fabrikkerne indenfor knowhow, indkøb, it, produktion med videre, tilføjer direktøren. 

HusCompagniet kan byde velkommen til 72 nye kolleger i Esbjerg. På baggrund af opkøbet opjusterer HusCompagniet salgsmålet fra 500 til 750 rækkehuse årligt inden udgangen af 2025. 

"Et meget velovervejet salg"

Fabrikken betegnes som en af de mest automatiserede fabrikker i Norden inden for fremstilling af præfabrikerede træelementer til huse. 

Den nuværende ejer sætter ord på handlen, og valget af de nye ejere: 

– Det er et meget velovervejet salg. Vi har været i dialog med HusCompagniet igennem de seneste to år, og jeg er helt tryg ved nu at give stafetten videre til en virksomhed med orden i penalhuset, og som ikke bare kan videreføre driften men samtidig løfte fabrikkens potentiale til nye højder, siger Johannes Wøldike Schmith, adm. direktør i Danhaus,

Han tilføjer, at han ser frem til at være en del af at vokse fabrikken endnu større i HusCompagniets hænder.

– Hos HusCompagniet ser vi meget frem til at byde Johannes og alle vores nye kolleger velkommen, og vi glæder os over, at vi sammen skal sætte ekstra skub på vores stræben mod et mere bæredygtigt byggeri, siger Martin Ravn-Nielsen.  

Ser stort bæredygtigt potentiale 

Den nye fabrik gør det muligt for HusCompagniet at producere i stor volumen under kontrollerede forhold.

Fabrikken gør det blandt andet muligt at bygge ydervægge til rækkehuse i træ frem for porebeton, mens materialespild kan reduceres væsentligt og genbrugsmulighederne bliver optimeret. 

– Vi har intensiveret arbejdet med at udvikle et langt mere bæredygtigt byggeri gennem de seneste år, og som markedsleder er det vigtigt, at vi fortsætter med det, siger Martin Ravn-Nielsen. 

HusCompagniet forventer at overtage fabrikken i løbet af maj, hvis primære formål vil være at producere byggeelementer til rækkehuse. Selskabet udelukker ikke, at fabrikken på sigt kan levere til andre dele af forretningen som en del af den bæredygtige strategi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078