23948sdkhjf

Lynetteholmens miljøvurdering bygger på 40 år gammel artikel

Miljøvurderingen, der er lavet i forbindelse med opførslen af halvøen Lynetteholm i København, bygger på én enkelt 40 år gammel artikel fra USA.

Det skriver DR tirsdag.

Og den kan ifølge professor ved DTU Aqua Karen Timmerman ikke bruges i forbindelse med slamdumpningen i Køge Bugt.

- Det er baseret på en række antagelser, som der ikke umiddelbart er dokumentation for, og så nærmer det sig spekulation, siger hun til DR.

I forbindelse med opførslen af halvøen Lynetteholm i København er der blevet dumpet store mængder bundslam fra Københavns Havn i Køge Bugt.

Det er selskabet By og Havn, der har udarbejdet miljøvurderingen. Den kalder konsekvenserne ved dumpningen "ubetydelig".

Konklusionen på miljøkonsekvenserne er ifølge vurderingen understøttet af "omfattende studier".

Men de omfattende studier viser sig altså at være en enkelt artikel. Og den kan ikke bruges i forbindelse med slam-dumping i Køge Bugt.

Det vurderer flere professorer, der beskæftiger sig med vand og vandmiljø.

Bland andet Fred Lee, der er den ene af de to amerikanske forskere, der står bag artiklen fra miljøvurderingen.

Han kan ikke forstå, at hans arbejde bliver brugt i forbindelse med Lynetteholm.

Eller at det kan resultere i en troværdig konklusion.

Fred Lee undersøgte nemlig sammen med sin kone, Anne, og en række studerende floder i Texas i 1980'erne.

Og det, de undersøgte, var uddybning af sejlrender i floder. Ikke dumpning af slam.

Hvis deres metode skal bruges i dansk sammenhæng, skal man ifølge Fred Lee undersøge de lokale forhold grundigt.

Venstres miljøordfører, Jacob Jensen, vil kalde miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd. Han mener ikke, det er tilfredsstillende, at projektets miljøvurdering er baseret på en gammel artikel.

- Endnu en afgørende information, man har tilbageholdt for Folketinget. Venstre kalder miljøministeren i samråd igen, skriver Jacob Jensen på Twitter.

Miljøvurderingen ligger offentligt tilgængelig. Og det gør baggrunden for vurdering dermed også.

Både miljøminister Lea Wermelin (S) og transportminister Trine Bramsen (S) er tidligere blevet indkaldt til samråd i forbindelse med opførslen af Lynetteholm.

Flere svenske miljøministre har tidligere sendt breve til deres danske kolleger. Her har de udtrykt bekymring for slamdumpningen, der i fagsprog kaldes klapning.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078