Energinet og Evida får tilladelser til gasrørledningsprojekt
Energistyrelsen har fredag 8. juli 2022 givet etableringstilladelse til Energinet til en delstrækning af Lolland-Falster gasrørledningen på søterritoriet i Storstrømmen og etableringstilladelse til Evida til en delstrækning på søterritoriet i Guldborg Sund. Miljøstyrelsen gav den 13. maj 2022 tilladelse til landdelen af projektet.
Det oplyser Energistyrelsen.
Lolland-Falster gasrørledningsprojekt vedrører etableringen af en gasrørledning fra Everdrup på Sjælland til Nakskov på Lolland.
Undervejs krydser gasrørledningen Storstrømmen via Farø til Falster og Guldborg Sund til Lolland. Energinet ejer gasrørledningen fra Everdrup til Nørre Aslev på Nordfalster, og Evida ejer gasrørledningen på den resterende strækning fra Nørre Aslev til Nakskov.
Klar til transport af gas i 2024
Lolland-Falster gasrørledningsprojektets kapacitet ved fuld udnyttelse er 290 millioner kubikmeter naturgas pr. år. Den samlede længde på rørledningsruten er projekteret til cirka 115 kilometer, hvoraf cirka. 4 kilometer af ruten er i dansk farvand i Storstrømmen og cirka 1,5 kilometer i dansk farvand i Guldborg Sund.
Ifølge selskabernes tidsplan forventes anlægsarbejdet i forbindelse med nedlægning af rørledningen at starte i Q2 2023 med henblik på at være klar til transport af gas i Q3 2024.
I de to etableringstilladelser til henholdsvis Energinet og Evida er fastsat en række vilkår for at sikre, at etablering og drift af rørledningsprojektet til havs sker miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Styret underboring
Nedlægning af rørledningen ved projektets to farvandskrydsninger Storstrømmen og Guldborg Sund udføres ved en styret underboring, en såkaldt HDD (horizontal directional drilling). Ved HDD bores der under havbunden, hvorefter gasrørledningen trækkes igennem det borede hul.
Energistyrelsen finder, at rørledningsprojektet til havs kan etableres og drives uden uacceptable påvirkninger af miljøet og sikkerheden, hvis rammerne for projektets etablering og drift som beskrevet i de forelagte ansøgninger og miljøkonsekvensrapport, herunder de afværgeforanstaltninger, som er beskrevet i miljøkonsekvensrapporten, bliver gennemført, og vilkårene for tilladelserne overholdt.