23948sdkhjf

Ny Gazprom-melding bidrager til uro om gasforsyning

Gazprom kan ikke garantere, at "afgørende" elementer af Nord Stream 1-ledningen kan tages i brug

Det statsejede russiske gasselskab Gazprom bidrager med en ny udmelding onsdag til tvivl om, hvorvidt og i givet fald hvornår gasledningen Nord Stream 1 genåbner.

Gazprom begyndte mandag ti dage med vedligeholdelsesarbejde på Nord Stream 1. Det er den største rørledning, der transporterer russisk gas til Tyskland og flere europæiske lande.

Imens venter mange nervøst på, om der igen åbnes for hanerne.

Gasturbinerne er for tiden sendt til Canada af det tyske selskab Siemens i forbindelse med vedligeholdelsen.

Gazprom er ifølge en meddelelse ikke overbevist om, at turbinerne kommer tilbage, og at driften kan fortsætte.

- Gazprom har ikke modtaget et eneste dokument, der tillader Siemens at hente gasturbinen ud af Canada, hvor den er ved at blive repareret, skriver det russiske selskab på Twitter.

- Under disse omstændigheder er det ikke muligt at drage en objektiv konklusion om situationens udvikling og at sikre, at Portovaja-stationen fortsat kan drives på sikker vis - en facilitet med afgørende betydning for Nord Stream-rørledningen.

I løbet af weekenden har Canada ellers oplyst, at turbinerne ville blive leveret til Tyskland. Det gjorde landet på trods af sanktioner mod Rusland og ukrainske protester.

Det årlige vedligeholdelsesarbejde har været planlagt igennem længere tid.

Men eksperter frygter, at Gazprom simpelthen vil benytte lejligheden til at lukke for tilførslen af gas.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen sagde mandag i denne uge til Ritzau:

- Jeg tror, at man skal være forberedt på, at det kan være en realitet, at vi om ti dage ikke får mere gas fra Rusland.

Nord Stream 1 transporterer hvert år 55 milliarder kubikmeter gas fra Rusland til Tyskland under Østersøen.

I juni reducerede Rusland gasforsyningen med 60 procent med henvisning til, at der mangler komponenter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063