NCC trækker på erfaringer fra ind- og udland på særligt skolebyggeri
Skolecenter Lysningen i Viborg-bydelen Overlund har nået en milepæl og begynder nu at rejse sig over jorden. Og der sker med en - stadig - lidt utraditionel bærende konstruktion for en bygning i tre etager over terræn. Skolen opføres nemlig som et søjle-bjælkehus med bærende søjler af limtræ og bjælker i stål, mens etagedækkene bliver udført med betonelementer.
Det skriver NCC, der har råhusentreprisen på skole-, idræts- og kulturcenteret, i en pressemeddelelse.
For entreprenørselskabet er træ langt fra et ukendt materiale at arbejde med, da de også arbejder på to store kontorhuse i træ i Odense.
Lysningen i Overlund
- Lysningen omfatter en ny skole til 750 elever og en ny idrætshal. Skolen skal senere kunne udvides til op til 1.300 elever.
Arkitema Architects og Sloth Møller vandt i maj 2019 projektet med et projekt, som placeret mellem træer og boldbaner, både er skole og samlingssted for bydelen Overlund.
- Bygningen opføres ved Overlund Hallen i Viborg.
- Desuden skal der kunne etableres en ny Hal 2 med fokus på springgymnastik og atletik, hvis foreningerne kan finansiere det.
- Det nye samlingssted skal - som skolen og hallen i dag - danne ramme om undervisning og foreningsidræt, men der skal også skabes plads til nye idrætsgrene og de borgere, som slet ikke er organiseret.
– Lysningen er et spændende skolebyggeri, hvor vi kan trække på de erfaringer vi allerede har fået på Fyn. Vi er netop gået i gang med at opføre Bygningsstyrelsens nye kontorhus og et hovedsæde for to robotvirksomheder, som begge skal opføres med bærende konstruktioner i træ, fortæller Søren F. Andersen, områdedirektør i NCC Råhus Vest, i pressemeddelesen.
–Det er endnu ikke så almindeligt i Danmark at bygge stort i træ, men i NCC har vi erfaringer fra både Norge og Sverige, som vi kan trække på, tilføjer han.
På nuværende tidspunkt er kælderen støbt og monteret, og arbejdet med montage af træsøjlerne er begyndt. NCC begyndte på råhusarbejdet i efteråret 2021, og skolen skal stå færdig primo 2024.
Ud over bærende søjler i limtræ, der har stor styrke, får skolebygningerne også træbeklædning på facaderne og desuden grønne tage med mos-beplantning.
– Træ er endnu ikke så almindeligt i store bygninger herhjemme, men det skaber et godt indeklima, og så lagrer træ en masse CO2, så vi ser det som en spændende og miljømæssig rigtig vej at gå, siger Jørgen Frandsen, bygherrerådgiver.
Lysningen forsinket af genudbud
Byggeriet af skole-, idræts- og kulturcenter Lysningen i Viborg startede ikke som planlagt. Tidligt i 2021 måtte Viborg Kommune annullere det oprindelig udbud af 14 fagentrepriser på grund af en uventet stigning i leveringstiden for betonelementer. Skoleprojektet blev samtidig forsinket med et år og den ventede åbningsdato rykket fra august 2023 til sommeren 2024.
Efter et genudbud faldt hovedparten af fagentrepriserne på plads i september 2021.
Genudbuddet betød ikke kun en ny åbningsdato for skolen i Viborg-bydelen Overlund. Anlægsrammen måtte øges fra tidligere 220 mio. kr. til 230 mio. kr. For at dække overskridelsen blev der fundet en række besparelser i entrepriserne og på inventar, ligesom skoleprojektet fik tilført yderligere 10 mio. kr.
En konkurs hos Torntoft & Mortensens konkurs i april 2022, der stod med tømrerentreprisen, samt valg af ny TBS A/S som ny entreprenør gjorde projektet 15 mio. kr. dyrere.
Lysningen, der er tegnet af Arkitema og har OJ Rådgivende Ingeniører som rådgiver for Viborg Kommune, bliver i tre etager i forskudte planer. Dertil kommer kælder til teknik, depot og omklædningsrum. Skolen skal skabe rammerne for undervisning fra 0. til 9. klasse og vil desuden blive et centralt sted for byens lokale fritids-, idræts- og kulturliv.
Det er planen, at skolen skal indstilles til certificering efter DGNB’s bæredygtighedsklasse på guld-niveau.