EU-Kommissionen foreslår prisloft på russisk gas
Ruslands præsident, Vladimir Putin, manipulerer med energimarkederne og tvinger prisen på gas op for de europæiske forbrugere og virksomheder.
Sådan lyder det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Hun har onsdag i overskriftsform fremlagt fem forslag, som skal få energiprisen ned i EU. Blandt dem er et prisloft for russisk gas.
- Vi ved, at sanktionerne gør ondt på Rusland, men vi skal også ramme Ruslands indtægter. Det kan vi gøre med et prisloft, siger Ursula von der Leyen på et pressemøde i Bruxelles.
Et prisloft vil konkret sige, at EU-landene beslutter, hvor meget man maksimalt vil betale for russisk energi. Dermed bliver det i teorien EU - og ikke Rusland - som sætter prisen på gas.
Rusland kan dog svare igen ved at nægte at levere til den pris, som EU fastsætter. Og det vil måske ske.
Rusland har allerede ad flere omgange sænket leverancerne til EU. Og den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev har ifølge nyhedsbureauet Reuters udtalt, at Rusland vil lukke helt for gassen til Europa, hvis der indføres et prisloft. Det samme har den russiske præsident, Vladimir Putin, sagt tidligere onsdag.
Dermed vil EU-landene være tvunget til at købe gas fra andre lande i verden.
EU-Kommissionen vil ifølge von der Leyen i alt fremsætte fem forslag til indgreb, som hurtigt skal mindske prisen for energi.
Ud over et prisloft for russisk gas er det blandt andet lofter over indtjeningen for virksomheder, der ifølge von der Leyen kan producere elektricitet, olie og gas billigt, men sælger det dyrt i lyset af ustabiliteten på energimarkederne.
- Virksomhederne har lave omkostninger, men priserne er høje på energimarkederne. Derfor tjener virksomhederne enorme profitter, som de ikke havde regnet med og som ikke afspejler deres omkostninger.
- Nu er det på tide, at forbrugerne får gavn af de lave omkostninger fra grøn energi, siger Ursula von der Leyen.
EU-Kommissionen foreslår, at virksomhederne skal aflevere en del af profitten til EU-landene, så de kan sende pengene videre til de udsatte husstande og virksomheder.
Derudover vil EU-Kommissionen i samarbejde med EU-landene finde veje til "smart saving" af elektricitet. Det vil ifølge von der Leyen sige, at EU-landene reducerer brugen af elektricitet i de timer, hvor el er dyrest.
Her foreslår EU-Kommissionen obligatoriske kvoter for, hvor meget EU-landene skal spare på energien i de dyreste timer.
- Det skal sikre, at vi får en fladere kurve for priserne, siger Ursula von der Leyen.
Artiklen er en del af temaet Politik.