Minister blåstempler det nordjyske erhvervsfyrtårn CO2vision
I dag fredag d. 9. september 2022 har erhvervsminister Simon Kollerup underskrevet en national partnerskabsaftale for CO2Vision.
Regeringen vil nemlig sammen med en lang række lokale og nationale aktører gøre Nordjylland til et erhvervsfyrtårn inden fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2.
Helt konkret er man blevet enige om at arbejde på, at Nordjylland skal være spydspids for den nationale udvikling af fremtidens styrkeposition inden for CCUS til gavn for vækst og beskæftigelse samt en grøn erhvervsudvikling. Planen er, at Danmark skal sættes på verdenskortet som førende inden for CO2-fangst og samtidig skal det understøtte, at Danmark opnår klimaneutralitet senest i 2050.
Simon Kollerup har netop underskrevet partnerskabsaftalen under et besøg på Hanstholm Havn, et af CO2Visions testsites.
- Nordjylland er med helt fremme, når det kommer til at fange og lagre CO2. Men vi må ikke hvile på laurbærrene, tværtimod skal vi udvikle vores styrkeposition. Og her spiller erhvervsfyrtårnet Nordjylland en central rolle. For her kan vi sammen med det lokale erhvervsliv skubbe bag på innovationen. Med partnerskabsaftalen i hånden tager vi nu et vigtigt skridt mod at gøre Nordjylland til frontløber inden for CO2 fangst. Det vil både være godt for lokale arbejdspladser og vækst i samfundet, siger Simon Kollerup i en pressemeddelelse.
Mere end et erhvervseventyr
CO2Vision skal give det nordjyske erhvervsliv nye muligheder og rummer lovende udsigter for beskæftigelsen. Derudover skal projektet være med til at sætte Danmark på verdenskortet som førende inden for CO2-fangst og understøtte, at Danmark opnår klimaneutralitet senest i 2050.
- Fangst, anvendelse og lagring af CO2 er en af fremtidens vigtige klimaløsninger. Det er ganske enkelt helt afgørende, at vi lykkes med det her, hvis vi skal vende klimaudfordringen til et klimapotentiale for Danmark, siger Michael Lundgaard Thomsen, Managing Director hos Aalborg Portland A/S, der er med i konsortiet bag CO2Vision.
I partnerskabet i Nordjylland er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse repræsenteret med bestyrelsesmedlem Peter Rindebæk, COO i Bladt Industries A/S.
"Arbejdet med at realisere et stærkt erhvervsfyrtårn inden for fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 i Nordjylland er allerede godt i gang. Det er en stor opgave, og det kræver store investeringer og stort engagement at holde udviklingen i gang. I Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er vi optagede af at udvikle lokale erhvervspotentialer til danske styrkepositioner. Derfor glæder det mig, at vi i dag kan præsentere en ambitiøs partnerskabsaftale for Nordjylland, som blandt andet skal være med til at sikre vækst og beskæftigelse i Nordjylland fremadrettet, siger Peter Rindebæk.
Milliard afsat til erhvervsfyrtårne
Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til at udvikle de otte lokale erhvervsfyrtårne.
Erhvervsfyrtårnene bygger på anbefalinger fra regeringens regionale vækstteams og skal med udgangspunkt i lokale erhvervsstyrker bidrage til at opdyrke nye danske styrkepositioner inden for bl.a. bæredygtigt byggeri, Power-to-X, CO2-fangst, biosolutions og robotteknologi.
Med partnerskaberne går regeringen skridtet videre og forpligter sig til at udvikle erhvervsfyrtårnene gennem en række forskellige initiativer.
Kilde: Erhvervsministeriet
Bygger på en stolt tradition
Erhvervsministeriet understreger i sin pressemeddelelse om den nye partnerskabsaftale, at Nordjylland er særligt godt stillet i forhold til at udvikle et grønt erhvervseventyr med udgangspunkt i fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2. Det skyldes ikke mindst den store viden, der allerede eksisterer i regionen, og som Aalborg Universitet løbende udvikler.
– For at løfte den grønne omstilling til stor, industriel skala er det afgørende med nye teknologier og kvalificeret arbejdskraft, der kan udvikle og anvende teknologierne i praksis. Aalborg Universitet har forsket i nye grønne teknologier i en lang årrække, og vi uddanner ingeniører, der er klar til at påtage sig opgaven i danske virksomheder, siger rektor Per Michael Johansen.
Partnerskabet for det nordjyske erhvervsfyrtårn består foruden regeringen af det lokale konsortium, Erhvervshus Nordjylland samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
CO2Vision samler også partnere som Aalborg Universitet, Green Hub Denmark, Aalborg Portland, Business Region North, Arbejdsmarkedskontor Midt/Nord og Energy Cluster Denmark.
Fakta om partnerskabsaftalen CO2Vision
Formålet med partnerskabsaftalen er at skabe en ramme for strategisk og koordineret udvikling af det nordjyske erhvervsfyrtårn på kort og længere sigt. Det gælder blandt andet, at:
- Arbejde for at erhvervsfyrtårnet udvikler en dansk styrkeposition, som gør Danmark dygtigere, grønnere og rigere, og hvis internationale potentiale indfries ved, at der udvikles danske eksportsucceser, og tiltrækkes udenlandske investeringer.
- Formulere fælles målsætninger for videreudviklingen af erhvervsfyrtårnet.
- Adressere barrierer for erhvervsfyrtårnets fremdrift og nye potentialer.
- Se på behovet for at igangsætte yderligere initiativer, der kan bidrage til at udvikle erhvervsfyrtårnet.
- Koordinere opfølgning på Vækstteam Nordjyllands anbefalinger.
- Understøtte sammenhæng.
CO2Vision er finansieret af REACT-EU-midler.
Kilde: Energy Cluster Denmark
Artiklen er en del af temaet Politik.