23948sdkhjf

Universitetshospitals vartegn rummer videnskab, tro og patienthospital med penthouse-udsigt

Byggeriet Forum er ikke alene Aarhus Universitetshospitals nye vartegn, den 14 etager høje bygning er også den sidste etape i udvidelsen af Danmarks største hospital.

Byggeriet er et fælles projekt mellem Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitet og Folkekirken.

– Med opførelsen af Forum bindes arkitektonisk en rød sløjfe på Aarhus Universitetshospital. Byggeriets røde facade trækker de oprindelige rødstensbygninger op i et nyt 14 etagers vartegn, der rummer både klinisk forskning og åndelig heling – og samtidig bliver et centralt orienteringspunkt, som gør ankomst og navigation på det store hospitalsområde nemmere og mere imødekommende, siger Mette Dan-Weibel, Sundhedsdirektør hos Link Arkitektur, i en pressemeddelelse om indvielsen af Forum 7. september.

Byggeriet er skabt i et samarbejde mellem hovedentreprenøren KPC, Link Arkitektur, ingeniørfirmaet Sweco og arkitektkontoret SLA.

Rum til refleksion

Forum rummer et patienthotel med cirka 60 værelser, placeret på de fire øverste etager med en storslået udsigt over Aarhus, bugten og oplandet.

Etagerne nedenunder skal huse hospitalets afdelinger for Funktionelle Lidelser og Klinisk Farmakologi. Desuden flytter Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet ind sammen med faciliteter til universitetets medicinske forskning.

– Her giver udsigten og roen de indlagte og deres pårørende de bedst mulige rammer for et fredfyldt og helende ophold på hospitalet, siger Thomas Søndergaard Svendsen, arkitekt hos Link Arkitektur, i pressemeddelelsen.

Steno Diabetes Center Aarhus, som skal være et kraftcenter for behandling, forebyggelse, forskning inden for diabetesområdet i hele Region Midtjylland, får klinik på plan to og tre.

På plan to er desuden placeret kirkerum, stillerum og refleksionsrum – samt et videnscenter for eksistentiel og åndelig omsorg. Billedhuggeren Ingvar Cronhammar skabte, som et af sine sidste projekter, den kunstneriske og arkitektoniske udformning af rummene til tro og fordybelse.

Udenfor Forum er der ved hjælp af Novo Nordisk Fondens bevilling anlagt Forumparken med stier og bænke, som giver mulighed for bevægelse og rekreation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078