23948sdkhjf

Ulla Tofte skal ikke længere være museumsdirektør i Helsingør

Efter at have styret M/S Museet for Søfart i Helsingør gennem både en udstilling om sømænd og sex såvel som en barsk og udmarvende coronanedlukning har direktør Ulla Tofte sagt op og forlader søfarten   

Det er den måske mest fremtrædende personlighed i formidlingen af dansk søfarts historiske forankring, der forlader posten og skifter fra ét segment til et andet i den danske museumsverden. 

Direktør for M/S Museet for Søfart Ulla Tofte meddelte i september, at hun forlader M/S Museet for Søfart i Helsingør, hvor hun har været direktør siden 2015. Hun skal i stedet være direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. 

Dermed forlader Ulla Tofte dansk søfarts mest prestigefyldte museumsstilling, hvor hun diplomatisk har navigeret mellem en stålsat ambition om at kaste et utraditionelt, ambitiøst og kritisk søgelys på en branche med både lyse og mørke sider. 

Høje ambitioner

Nu får Ulla Tofte ansvaret for at videreføre - og udvikle - den kulturarv, som Det Nationalhistoriske Museum udfolder og formidler på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Jeg har altid været optaget af at få historie, kunst og arkitektur ud til mange flere mennesker Ulla Tofte, afgående direktør, M/S Museet for Søfart

Her skal hun udnytte sit faglige fundament inden for 16-, 17- og 1800-talshistorie, kunst og bygningskultur. Derudover har Ulla Tofte stor erfaring med museums- og organisationsudvikling og er et velkendt ansigt på den danske kulturscene. Ulla Tofte overtager direktørstillingen efter Mette Skougaard, der gik på pension i foråret 2022.

Ulla Tofte glæder sig til at udbrede kendskabet til samlingen på Frederiksborg sammen med museets medarbejdere:

- Jeg har altid været optaget af at få historie, kunst og arkitektur ud til mange flere mennesker. Det Nationalhistoriske Museum skal være et naturligt førstevalg for alle, der er optaget af, hvem vi er, hvad vi er rundet af, og hvordan vi som individer og som land udvikler os i samspil med resten af verden, udtaler Ulla Tofte og fortsætter:

- Sammen med medarbejderne glæder jeg mig til at udfolde museets fantastiske samlinger i udstillinger og forsknings- og formidlingsprojekter, hvor vi også giver plads til nye stemmer og perspektiver. Det Nationalhistoriske Museum skal være ramme om refleksion over egen identitet – et historisk bagtæppe, som ethvert moderne menneske kan definere sig selv i forhold til, slutter hun.

En glad kabinetssekretær

Formand for bestyrelsen for Det Nationalhistoriske Museum, kabinetssekretær Henning Fode, byder Ulla Tofte velkommen på Frederiksborg:

- Det Nationalhistoriske Museum har igennem de seneste mange år undergået en rivende udvikling. Museet er en perle i den danske museumsverden og det centrale sted for forskning og formidling af de seneste 500 års Danmarkshistorie. Det forpligter at skulle følge op på og videreudvikle museets placering i danskernes bevidsthed. Ulla Tofte har igennem sin hidtidige karriere demonstreret fremragende evner på disse områder, og det er med stor tilfredshed, at jeg kan byde Ulla Tofte hjerteligt velkommen som den person, der skal stå i spidsen for at videreføre Det Nationalhistoriske Museum. 

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094