23948sdkhjf

Statsministeriet indkalder til pressemøde om energipriser

Folketinget vedtog i sidste uge flere hastelove som et modsvar til de stigende energipriser

Politikerne forsøger i øjeblikket med stor iver at tackle de stigende energipriser, så danskerne ikke må gå fra hus og hjem.

Onsdag vil Statsministeriet holde et pressemøde, hvor energipriserne også vil være på dagsordenen.

Pressemødet finder sted klokken 13, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker, seks dage efter at Folketinget vedtog en række hastelove, som netop var et modtræk til de massive stigninger i energi- og elpriser.

Blandet andet blev elprisen reduceret med 4 øre per kilowatt-time, så den resten af året vil være på 72,3 øre. Efter nytår sænkes afgiften yderligere til 68,8 øre.

Ingen partier stemte imod lovforslaget, der træder i kraft 1. oktober.

Statsministeriet skriver, at pressemødet skal handle om energipriserne, men det uddyber ikke videre, hvad der er på dagsordenen.

Stigende energipriser og inflation har længe været på dagsordenen blandt politikerne, siden Rusland startede sin invasion af Ukraine i slutningen af februar.

Siden har begge dele nemlig været på himmelflugt.

I sit finanslovsudspil for 2023 lægger regeringen blandt andet op til at afsætte to milliarder kroner i "inflationshjælp" til næste år.

Der er allerede blevet vedtaget flere former for inflationshjælp.

Det blev for nylig vedtaget, at private udlejere, der normalt kan lade huslejen stige i takt med inflationen, ikke må hæve huslejen mere end fire procent om året de kommende to år.

400.000 danskere har desuden fået udbetalt den såkaldte varmecheck på 6000 kroner.

Og så vil et engangsbeløb på 5000 kroner i to rater blive udbetalt til de pensionister, der i forvejen modtager ældrecheck.

Første rate ventes udbetalt i slutningen af september, mens den næste kommer i starten af 2023.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079